Hvilken vej trækker man et ur op?

Hvilken vej trækker man et ur op? Hmm… Det er faktisk et godt spørgsmål, og det får mig til at tænke på min bedstefars gamle lommeur. Kan I huske dem? De tunge, sølvfarvede ure, der lå og tikkede sagte i hans vestlomme. Jeg var helt fascineret af det som barn. Hver aften, inden han gik i seng, tog han det frem, åbnede låget forsigtigt – næsten ceremonielt – og drejede så kronen. Med uret. Altid med uret. Det var ligesom en lille hemmelighed, vi delte.

Og det er jo det, der er så fedt ved de gamle mekaniske ure, ik’? De er ikke bare en maskine; de er en lille smule magi. Man giver dem liv med sine egne hænder. Jeg har selv et gammelt armbåndsur, som jeg arvede efter ham. Det er ikke noget fancy mærke, men for mig er det uvurderligt. Hver morgen, når jeg drejer kronen – med uret, selvfølgelig – føler jeg en forbindelse til ham, til fortiden. Det er som en lille hilsen, et nik til traditionen. Selvom jeg også har et smart-ur, der tæller mine skridt og viser mig beskeder (hvem gør ikke det i dag?), så er det det gamle ur, der virkelig betyder noget. Det er det, jeg tager på til særlige lejligheder.

Det der med at trække op med uret… jeg tror faktisk, det er standard for de fleste ure. Men tjek lige instruktionerne, hvis du er i tvivl. Man vil jo nødig ødelægge noget. Jeg har engang hørt en historie om en, der trak sit ur op den forkerte vej… jeg husker ikke detaljerne, men det endte ikke godt! Så hellere være på den sikre side, ikke? Man kan vel sige, at det er lidt ligesom at fylde benzin på bilen – man skal jo ikke hælde det i den forkerte tank. Bare en tanke… Men seriøst, det er en skøn følelse at mærke mekanismen arbejde under fingrene, når man drejer kronen. Det er som… ja, som at holde tiden i sin hule hånd. Bogstaveligt talt.