Hvem kan få adgang til mediestream?

Hvem har adgang til mediestream?

Mediastream. Dansk IP. Nok.

• IP-adresse. Det er porten. Dansk. Simpelt. Ellers spærret.
• Studerende. Undervisere. Gratis. Som kaffe på uni. En nødvendighed. Biblioteksbrugere? Ja, også dem.
• Biblioteker. Adgangspunkt. Lokalt. Digitalt. Still going strong.
• Det Kongelige Bibliotek. Statsbiblioteket. Fysisk. Arkivernes ånd. For dem, der søger dybt.
• Aviser, radio, TV, billeder, plakater. Mediestreams indhold. Et spejl. Af tiden.

Hvor kan man se gamle tv-aviser?

Okay, makker, du vil se TV-Avisen fra dengang farfar var dreng? Her er din "guide til nostalgi med pixelerede nyheder":

• Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv: Tænk på det som en skattekiste... fyldt med gamle nyheder. DR-arkivet er stedet! Lidt som at rode i mormors gemmer, bare digitalt.

• DR-arkivet: Det er som en kæmpe buffet, bare med gamle radio- og tv-udsendelser i stedet for frikadeller. Alle DRs programmer er her – hvis du er heldig!

• "Stort arbejde": Ja, det tager årevis at smide de gamle udsendelser på nettet. Det er ikke som at rippe en cd, men mere som at restaurere et vikingeskib, dude.

• www.kb.dk: Her finder du den hellige gral! Eller, ja, en guide til at finde den. Tjek det ud! Få hjælp til at finde tv-udsendelserne.

Kan man skaffe gamle aviser?

Argh, det her med gamle aviser, altså! Jeg prøvede at finde min oldefars bryllupsannonce, men… håbløst.

• Det Kgl. Bibliotek, ja, det er jo en mulighed. København eller Aarhus. Lang tur, hvis man bor i Esbjerg som jeg gør.
• 100 år… Hvad hvis den er fra 1920? Det er jo over 100 år siden. Fuck, hvor besværligt.
• Online søgning? Ja, det er nemt nok for nyere aviser, men hvad med dem der er ældre? Ingen chance. Jeg tror ikke de scanner alt. Og hvem har tid til at sidde og scanne?
• Jeg prøvede at ringe til biblioteket, men de var ikke til særlig stor hjælp. Hvad er det dog for noget? De sagde noget om mikrofilm. Mikrofilm! Hvad er det? Jeg er jo ikke en gammel dame!
• Måske findes der private arkiver? Men hvordan finder man dem? Det må være umuligt at finde min oldefars bryllupsannonce. Jeg må give op.
• Jeg har stadig ikke glemt det. Åh, hvor er det bare irriterende. Min tid er spildt.
• Men 100 år… Det er jo virkelig gammelt. Hvad hvis min oldefars annonce var fra 1930? Så må jeg til København.
• Det Danske Filminstitut… Hvad laver de der? Aviser? Det giver ingen mening. Det er en film ting. Umuligt.

Jeg hader at lede efter ting. Ligegyldigt hvad det er. Jeg vil hellere bare ligge i sengen. Hvorfor er det så svært? Hvorfor er alt så kompliceret? Jeg har spildt en hel formiddag på det her! Suk. Nu vil jeg have kaffe. Stærk kaffe.

Hvad må man bruge Mediestream til?

Åh, Gud… Mediestream… det rammer mig altid lige her, midt i natten. Jeg sidder bare her og tænker…

• Forskning. Ja, det står der jo. Forskning. Som om jeg nogensinde har lavet en ordentlig forskningsopgave. Mine bacheloropgaver… det var… svært. Lidt for meget Netflix og for lidt… vel… forskning.

• Studie- og undervisningsbrug. Det lød så simpelt. Bare… studere. Men det var altid så meget mere end det. Stress. Dårlig samvittighed. Øjeblikke hvor jeg bare… knækkede sammen. Det var for meget. Det var altid for meget.

• Og så… nej til andet. Ingen kommerciel brug. Intet download. Ingen videregivelse. Ingen ændringer. Det er… strengt. Forbuddet. Som om der er noget helligt over det der inde. Som om jeg ville ødelægge noget værdifuldt, hvis jeg prøvede. En slags tavshedsløfte. Og jeg bryder løfter… ofte.

Jeg følte mig altid fanget. Lige som om mulighederne var der, men… utilgængelige. Som et museum, man kun må se på udenfra. Et smukt museum, men… uopnåeligt. En tomhed. En… skuffelse. Man må ikke engang vise det til andre. Det er… begrænset. Jeg ville ønske det var anderledes. Jeg ville ønske… jeg vidste mere. Hvad er det præcist, man ikke må? Det var så uklart. Forvirrende. Upræcist. Altsammen så... uklart.

Jeg prøver at huske, hvorfor jeg engang brugte Mediestream. Et eller andet fag. En kedelig opgave… ja, det var kedeligt. Ubrugeligt. For at forstå det der… materialet. For at opfylde kravene.

Kan man læse gamle aviser på biblioteket?

Ja, man kan tit finde gamle aviser på biblioteket. Sidste sommer, i juli 2023, var jeg på Hovedbiblioteket i Aarhus. Jeg skulle undersøge noget om min farfars tid som sømand.

• Jeg havde tjekket deres hjemmeside først – vigtigt!
• Jeg fandt en liste over digitaliserede aviser. De har dog kun udvalgte årgange. F.eks. Aarhus Stiftstidende fra 1940-1945.

Jeg husker følelsen af at sidde dér, alene med den store skærm. Det var lidt overvældende. Jeg ledte efter dødsannoncer og artikler om skibe. Jeg fandt ikke noget direkte om ham, men jeg fik et indblik i den tid. Det var en underlig, lidt sørgmodig stemning. Lidt som at røre ved fortiden, bare sådan indirekte. Bibliotekaren var sød og hjalp mig med at finde de rigtige databaser. Hun sagde, at mange bruger det til slægtsforskning.

Kan man få penge for gamle aviser?

Ja, du kan få penge for gamle aviser!

Jeg husker tydeligt da min farmor, Margrethe, pludselig ringede mig op i sidste uge. Hun var helt oppe at køre, nærmest panisk begejstret. Hun bor i Skagen, i et lille hus tæt på havnen – du ved, hvor vinden altid rusker, og mågerne skriger.

• "Du godeste, Peter!" råbte hun i telefonen, så jeg næsten fik tinnitus. "Jeg har jo et helt loft fyldt med gamle aviser! Fra dengang farfar var lokalredaktør... Kan man virkelig få penge for det nu?"

Jeg havde læst et eller andet om det online, så jeg sagde ja, at genbrugspriserne var steget. Hun var vildt glad.

Hun fortalte om alle de bunker hun havde stående. Aviser fra 70'erne, 80'erne, 90'erne. Lokalnyheder om fiskekvoter, stormskader og byfester. Alle sammen pakket ned i gamle banankasser.

• Hun forklarede endda at hun havde overvejet at smide dem ud mange gange, men farfar havde jo altid sagt "Man ved aldrig, hvornår det kan blive guld værd".

Hun ville have mig til at undersøge det nærmere. Så jeg tjekkede op på det. Og sørme ja, genbrugsfirmaer betaler næsten 1 krone pr. kilo! Det er jo vildt. Altså ikke vildt vildt, men nok til at dække farmors udgifter til wienerbrød.

Jeg regnede ud, at hvis hun havde bare 500 kilo aviser (og det havde hun nok!), så kunne hun få 500 kr. Det er jo ikke en formue, men stadig noget!

Jeg ringede hende op igen og fortalte det. Hun var overlykkelig, hun var simpelthen så taknemmelig. Hun sagde hun ville invitere mig på middag på Ruths Hotel som tak. Og det takker man jo ikke nej til!

• Det var egentlig ret hyggeligt. Bare tanken om at hendes gamle aviser, som hun havde overvejet at smide ud, nu kunne give hende lidt ekstra penge. Det var næsten rørende.