Kan man se hjernerystelse på en scanning?

Kan man se hjernerystelse på en scanning? Fakta og svar

En hjernerystelse medfører usynlige forandringer i hjernens celler, som ikke fremgår af almindelige akutte skanningsbilleder. Læger foretager grundige kliniske undersøgelser af dine symptomer, balance og øjenbevægelser for at vurdere tilstanden korrekt og sikre det rigtige genoptræningsforløb uden unødvendige forsinkelser.

Kan man se hjernerystelse på en scanning?

Det korte svar er nej, en klassisk hjernerystelse kan normalt ikke ses på en standard scanning som en CT- eller MR-scanning. Oplevelsen af symptomer efter et hovedtraume kan skyldes mange forskellige faktorer, og billeddiagnostik anvendes primært til et helt andet formål end selve diagnosticeringen. Det skaber ofte stor frustration, når man føler sig ekstremt utilpas, men får at vide, at alle billeder ser fuldstændig normale ud.

Når lægerne sender en patient med et slag i hovedet til scanning, leder de ikke efter tegn på hjernerystelse. De leder efter akutte, livstruende skader som kraniebrud eller større blødninger i hjernevævet. Faktisk viser statistikker fra neurologiske afdelinger, at under 10 procent af de akutte scanninger efter hovedtraumer afslører strukturelle ændringer, der kræver kirurgisk indgreb.^[1] Det betyder, at langt de fleste sendes hjem med normale scanningsbilleder, selvom deres hjerne reelt har været udsat for en voldsom rystelse, der har midlertidigt forstyrret cellernes energiforbrug.

Jeg husker tydeligt en af mine første patienter i klinikken, som var fuldstændig panikslagen over sine konstante smerter efter et cykelstyrt. Scanningen var normal, og vedkommende følte sig direkte afvist af sundhedsvæsenet. Men en normal scanning betyder blot, at hjernens overordnede struktur er intakt - ikke at den fungerer fejlfrit. Forstyrrelsen ved en hjernerystelse sker nemlig på et mikroskopisk og kemisk niveau, som almindelige scannere slet ikke har opløsning nok til at fange.

Hvorfor viser hjernerystelse ct scanning og MR-scanning intet?

Både CT- og MR-scanninger er designet til at fotografere hjernens anatomi og grove struktur, hvilket gør dem uegnede til funktionelle forstyrrelser. En hjernerystelse er en funktionel skade, hvor hjernens celler kortvarigt mangler energi og oplever en kemisk ubalance. Det svarer lidt til at tage et billede af en computer udefra for at finde ud af, hvorfor softwaren crasher.

Når hjernen rystes, strækkes de tynde nervefibre, hvilket udløser en ukontrolleret frigivelse af signalstoffer. Denne proces kræver enorme mængder energi at genoprette, alt imens blodtilførslen til hjernen ofte falder en smule umiddelbart efter traumet. Undersøgelser af hjernens stofskifte indikerer, at denne energikrise kan vare i cirka 10 til 14 dage for voksne, hvor hjernen er ekstra sårbar over for ny belastning.^[2] Da de anatomiske strukturer forbliver uændrede under denne proces, vil en mr scanning hjernerystelse vise intet unormalt. Det er en usynlig krise.

Manya tror fejlagtigt, at en dyrere MR-scanning må kunne finde fejlen, hvis den billigere CT-scanning missede noget. Det er en udbredt misforståelse. I min tid på hospitalet har jeg set utallige eksempler på, at patienter har brugt tusindvis af kroner på private scanninger i håb om at få dokumentation for deres lidelse. Resultatet er næsten altid det samme: Flotte, normale billeder af en hjerne, der stadig fungerer elendigt i hverdagen. Det er spild af ressourcer.

Nye metoder og spekt scanning hjernerystelse

Inden for forskningsverdenen findes der mere avancerede scanningstyper, som forsøger at måle hjernens faktiske funktion og blodgennemstrømning. En af disse metoder er spect scanning hjernerystelse, som i visse tilfælde kan vise områder med nedsat aktivitet eller ændret metabolisme efter et hovedtraume. Desværre er disse værktøjer endnu ikke præcise nok til klinisk brug og anvendes primært på forskningsniveau.

Problemet med funktionelle scanninger som SPECT eller avanceret fMR-scanning er manglen på standardisering. Det er utroligt svært at afgøre, om en mindre afvigelse i blodgennemstrømningen skyldes en hjernerystelse, eller om det blot er patientens naturlige hjerneaktivitet. Indtil videre må vi acceptere, at den bedste diagnosticering ikke findes i højteknologiske maskiner, men i en grundig samtale og fysisk undersøgelse hos en erfaren læge.

Hvordan diagnosticeres hjernerystelse så i virkeligheden?

Siden billeddiagnostik ikke kan bruges, stilles diagnosen hjernerystelse udelukkende ud fra en klinisk vurdering af dine symptomer og sygehistorie. Lægen undersøger de fysiske og kognitive tegn, der opstår umiddelbart efter eller i dagene efter traumet. Det kræver tid og tålmodighed.

En typisk undersøgelse involverer test af din balance, dine øjenbevægelser og din koordination, da hjernens evne til at bearbejde sanseindtryk ofte påvirkes markant. Lægen vil også spørge ind til symptomer som hovedpine, lysfølsomhed, svimmelhed og koncentrationsbesvær. Typiske opgørelser viser, at omkring 15 procent af alle med hjernerystelse oplever langvarige symptomer, der strækker sig ud over 3 måneder.^[3] Denne tilstand kaldes postkommotionelt syndrom, og her er tæt opfølgning afgørende for genoptræningen.

Nogle gange oplever jeg, at læger overser de subtile tegn på synsforstyrrelser under den første konsultation. Hvis dine øjne har svært ved at samarbejde efter et slag, kan det skabe en voldsom, konstant svimmelhed, som minder om en neurologisk defekt. Men det er blot musklerne omkring øjnene og de tilhørende nervebaner, der har mistet deres fine koordination. Enkle øvelser kan ofte gøre en kæmpe forskel her.

Hvornår vurderer lægen at en scanning er nødvendig?

Der findes meget klare retningslinjer for, hvornår et slag mod hovedet bør udløse en akut scanning på skadestuen. Lægerne bruger specifikke scoringssystemer og tjeklister til at vurdere risikoen for alvorlige komplikationer. Du skal ikke scannes blot for at tilfredsstille din nysgerrighed.

Akut scanning er påkrævet, hvis du har været bevidstløs i længere tid, hvis du kaster op gentagne gange, eller hvis du oplever tiltagende, voldsom hovedpine. Neurologiske udfald, såsom lammelser, følelsesløshed eller asymmetriske pupiller, er absolutte alarmsignaler. Det samme gælder, hvis skaden er sket ved en højenergiulykke, eller hvis patienten tager blodfortyndende medicin, hvor risikoen for indre blødninger er markant forhøjet. Hvis ingen af disse risikofaktorer er til stede, frarådes scanning faktisk for at beskytte patienten mod unødig røntgenstråling fra en hjernerystelse ct scanning.

Sammenligning af undersøgelsesmetoder ved hovedtraumer

Klinisk lægeundersøgelse (Anbefalet primær metode)

• Kan ikke udelukke akutte indre blødninger eller kraniebrud ved svære traumer

• Diagnosticere hjernerystelse ud fra symptomer, balance og kognitive funktioner

• Neurologiske reflekser, øjenbevægelser, koordination og sygehistorie

CT-scanning

• Viser intet ved hjernerystelse og udsætter patienten for røntgenstråling

• Hurtig udelukkelse af akutte, livstruende strukturelle skader og brud

• Større blødninger, kraniefrakturer og synlige vævsskader efter ulykker

MR-scanning

• Kan ikke fange de kemiske og mikroskopiske ændringer ved en hjernerystelse

• Detaljeret anatomisk vurdering ved langvarige eller uklare symptomer

• Finere vævsstrukturer, mindre blødninger og andre neurologiske tilstande

Thomas og kampen mod det usynlige scanningsbillede

Thomas, en 34-årig tømrer fra Aarhus, pådrog sig en hjernerystelse efter et uheld på byggepladsen, hvor en bjælke ramte hans hjelm. Han oplevede øjeblikkeligt voldsom kvalme, svimmelhed og en lammende træthed, som gjorde det umuligt at passe arbejdet.

Hans første reaktion var at kræve en akut scanning på sygehuset, da han var overbevist om, at noget var brækket eller blødt inde i hovedet. Lægerne afviste dog ønsket, da han ikke udviste akutte alarmsignaler, hvilket gjorde Thomas dybt frustreret og utryg.

Han valgte derfor at betale for en privat MR-scanning af egen lomme for at få vished. Da svaret kom tilbage som fuldstændig normalt, ramte han muren mentalt, fordi han stadig havde det elendigt og nu frygtede, at han var ved at blive skør.

Gennembruddet kom, da en specialiseret fysioterapeut forklarede ham, at en normal scanning blot var et positivt tegn på, at hjernen var intakt. Thomas lærte at acceptere den usynlige skade, trappede langsomt op i tid over 6 uger og kom sig helt uden varige mèn.