Hvad skyldes dårlig selvtillid?

Hvad er det dog med den der dårlige selvtillid? Det gnaver, ikke sandt? Lige der, under huden, en konstant lille stemme, der hvisker tvivl. Jeg husker selv, dengang jeg var barn… min far var ikke ligefrem den mest opmuntrende type, og hans kritik sad som små, giftige torne i mit sind. “Du er ikke god nok til det,” hørte jeg ham sige, gang på gang. Og det sad fast. Som en grim tatovering, der ikke ville forsvinde, uanset hvor hårdt jeg skrubbede.

Det er jo netop det; dårlig selvtillid kommer ofte fra vores barndom, fra de der år, hvor vi formes, som ler i hænderne på dem, der opdrager os. Negative oplevelser, selvfølgelig. Men det er ikke bare store ting, store traumer. Nej, også de små, gentagne stik af kritik – eller endnu værre, den totale mangel på støtte og anerkendelse – kan grave sig dybt ned. Husk du den følelse af at ikke at være set, at være usynlig? At dine tegninger ikke var gode nok, at din fortælling var kedelig? Små ting, men for en sårbar sjæl, er det store bjerge af usikkerhed, som man må klatre op af.

Jeg tror, mange kan relatere. En veninde fortalte engang, hvordan hendes mor altid sammenlignede hende med sin søster – og altid til hendes ugunst. Forstår I, hvilken gift det sprøjter ud i et ungt sind? Man ender jo med at tro, at man er mindre værd. At man aldrig vil være god nok. Og det mønster, det bærer man med sig, som en tung kuffert, ind i voksenlivet. Det er hårdt, det ved jeg. Man føler sig lille, ubetydelig… ja, næsten usynlig.

Hvad kan man så gøre? Det er et stort spørgsmål, jeg kæmper med det stadig. Men det er vigtigt at huske, at man kan bryde mønstret. At der er hjælp at hente. Det er bare ikke altid nemt. Man skal være modig, man skal ville det. Og det er en proces, ikke en quick-fix løsning. Men, det er muligt. Det ved jeg, selvom min egen rejse stadig er i gang…