Hvad koster det at få hjemmehjælp?

Hvad koster hjemmehjælp?

Åh, hjemmehjælp... den er jo sådan lidt af et jungleeventyr, pris-mæssigt.

Jeg kan huske, da min mormor fik hjælp (det var vist i 2018 i Sønderborg), der var den praktiske hjælp og personlige pleje faktisk gratis. Underligt, ikk'?

Men maden... ja, den kostede altså. Hun fik madservice, og den regning kom hver måned. Husker desværre ikke præcis prisen, men det var jo ikke gratis måltider ligefrem. Tror det var omkring 50 kr. per portion eller noget.

Sådan er det jo – noget er gratis, andet koster. Bare lige vær obs på det der mad-halløj.

Hvad kræver det at få hjemmehjælp?

Okay, lad os kigge på det. Hvad skal der til for at få hjemmehjælp? Jo, det er faktisk ret simpelt:

• Handicap, alder eller sygdom er grundlæggende de tre hovedveje ind. Man skal have mistet nogle evner, enten permanent eller midlertidigt. Og det er jo sådan set essensen af det hele. Man kan sige, at vi alle er midlertidigt habile, ikke? Livet er en nedadgående spiral, hvis man tænker over det... undskyld, lidt morbid tanke der.

• Kommunen kigger dig i kortene. De vurderer, om der er potentiale for forbedring. Kan du genvinde noget af din selvhjulpenhed? Det handler om ressourcer – både dine og kommunens. Hvor kan man få mest muligt ud af det hele? Og ja, det er jo et spørgsmål om prioritering, ikke? Hvad er vigtigst?

• Hjemmehjælp er ikke en menneskeret, men en mulighed. Det er en håndsrækning, når man ikke kan selv. Og det er jo det smukke ved et velfærdssamfund, ikke? At vi tager os af hinanden, så godt vi kan. Men det er vigtigt at huske, at det er en ressource, og den skal bruges med omtanke.

Hvornår er man berettiget til hjemmehjælp?

Jeg var SÅ presset sidste sommer. Min mormor, stakkels hende, faldt og brækkede hoften. Pludselig kunne hun slet ikke klare sig selv. Før boede hun alene i sit hus i Skagen, totalt selvhjulpen.

• Hun elskede sin have.
• Lavede mad.
• Bare... levede.

Men boom, operation, genoptræning, og alt var forandret.

Jeg husker tydeligt samtalen med kommunen. Det var den 14. juli, tror jeg, omkring kl. 10 om formiddagen. Jeg sad i min bil på en parkeringsplads ved Føtex, mega stresset, mens ungerne skreg i baggrunden. Damen i telefonen forklarede, at hjemmehjælp er en mulighed, hvis ens funktionsevne er nedsat – enten midlertidigt, som i mormors tilfælde efter faldet, eller varigt, pga. alderdom eller sygdom.

Det var simpelthen nødvendigt. Mormor kunne ikke:

• Gå ordentligt.
• Lave mad.
• Gå i bad selv.
• og huske alt

Det var en kæmpe omvæltning. Vi fik heldigvis hjælp, ellers havde jeg slet ikke vidst, hvad jeg skulle gøre. Jeg var så lettet. Lettet, men også ked af det på mormors vegne. Det var hårdt at se hende sådan.

Hvordan får man bevilget hjemmehjælp?

Hjemmehjælp? Ah, den evige kamp mod alderen og dens små (og store) ubehageligheder! Tænk på det som en avanceret form for tiggeri, men med et pænere visitkort.

• Kommunen – din nye bedste ven (eller fjende): Du ringer selv, eller dine pårørende gør det. Ja, ja, det er lidt som at bede om almisser, men med mindre skam. Eller måske mere, afhængigt af hvor stolt du er.
• Lægen – den magtfulde midtpunkt: En lægefaglig anbefaling er som guld. Næsten lige så værdifuldt som en hel kasse håndlavede chokolader. Lægen er din advokat i systemet.
• Visitator – hjemmehjælpens Sherlock Holmes: Forvent et hjemmebesøg, hvor din livsstil bliver analyseret som et kriminalmysterium. De undersøger hver en detalje, fra dit støvniveau til dine kaffedrikkevaner. Uhyggeligt, men effektivt.
• Seniorhåndbogen – din ultimative våbenhvile: Et online arsenal af informationer. Som at have et helt bibliotek til rådighed, men uden den tunge lugt af gamle bøger.

Hvis du ikke får den hjælp, du føler dig berettiget til, må du kampklare dig igennem systemets labyrint. Det er lidt som at spille et spil "monopol" med en hel kommune. Og du ved, hvem der altid vinder i monopol...? Kommunen selv! Men ikke desto mindre, forsøg at fastholde din værdighed – og sørg for at have chokolade til visitatoren. Det kan jo aldrig skade.

Hvem har ret til hjemmehjælp?

Hvem har ret til hjemmehjælp? Det er et svært spørgsmål, for det føles som om der er så mange gråzoner. Jeg sidder her i mørket og tænker...

• Man skal have en nedsat funktionsevne, det er klart. Fysisk eller psykisk. Det skal være noget, der forhindrer en i at klare dagligdagen.

• Midlertidigt eller varigt. Det er der, det bliver sværere. Min mormor fik det efter sit slagtilfælde, varigt. Det var en lettelse, men også… så trist.

• Jeg har hørt om, at det også handler om hvor meget hjælp man har omkring sig. Altså, har man børn eller en ægtefælle der kan hjælpe? Man skal ikke kunne klare tingene selv. Hjemmehjælp er jo netop til det, ikke?

Jeg prøver at huske hvordan det var med min mormor. Det var en lang proces at få den godkendt. Jeg husker de mange papirer, og de utallige samtaler med kommunen. De var venlige, men det var også så uoverskueligt. En masse blanketter.

Man skal kunne vise at man har et reelt behov for hjælp, for eksempel:

• Hjælp til personlig pleje – tænk at skulle bede om hjælp til det...
• Hjælp til rengøring – det er ikke kun fysisk, det er også psykisk at mangler kræfterne til at holde sit hjem ordentligt.
• Hjælp til madlavning – lige den enkelthed, det simple, men alligevel umuligt at klare.
• Hjælp til indkøb – en så lille ting, men et stort problem når man ikke kan komme ud.

Det er ikke bare praktisk hjælp; det handler også om at bevare værdigheden og uafhængigheden. Og det gør det så meget sværere. Jeg skal selv til lægen i morgen. For at snakke om min ryg. Jeg ved ikke… hvad hvis det ikke bliver bedre? Det er tanker der sniger sig ind. Natten er lang.

Hvem har krav på hjemmehjælp?

Hjemmehjælp… det ord… det rumsterer i mit hoved nu, midt i natten. Det føles som en evig kamp. Jeg tænker på min mor…hun kæmper.

• Hun kan ikke længere klare alt selv. Simple ting, som at lave mad eller gå en tur udenfor. Hun snubler, falder. Det er skræmmende.

• Det startede gradvist. Små ting hun ikke kunne. Derefter større ting. Det gik for hurtigt. Det er så uretfærdigt.

Serviceloven § 83, havde jeg læst et eller andet sted. Noget med nedsat funktionsevne. Ja, det er præcis det. Min mors situation, helt klart.

• Det er en varig nedsat funktionsevne, tror jeg. Det er ikke noget, der bare går over. Det er virkeligheden nu. En grim realitet.

• Der er så meget papirarbejde. Ansøgninger. Forståelsen af loven, den mangler jeg. Jeg føler mig så hjælpeløs.

Men hvem får hjemmehjælp? Det er et spørgsmål, der plager mig. Jeg ved det ikke helt. Det er så… kompliceret. Jeg er bange for at lave en fejl. Bange for at hun ikke får den hjælp, hun har brug for. Hun fortjener det. Hun fortjener at kunne bo hjemme.

• Det er ikke bare om at kunne klare dagligdagens gøremål. Det handler også om tryghed. At føle sig set og hørt. At vide der er nogen der er der.

Jeg er træt. Træt af at bekymre mig. Træt af at føle mig usikker. Træt af at være alene med det her.