Hvad betyder det at gå i koma?

Koma… Bare ordet sender kuldegysninger ned ad ryggen. Det er som… som at forestille sig at være fanget i et glasbur. Du kan se ud, måske endda høre, men du kan ikke røre, ikke tale, ikke reagere. Kan I forestille jer den frustration? Den hjælpeløshed?

Jeg tænker på min mormor. Hun lå i koma i næsten en uge efter en ulykke. Det var frygteligt. Vi sad der, dag ud og dag ind, holdt hendes hånd, talte til hende, selvom vi ikke vidste, om hun kunne høre os. Man klamrer sig jo til ethvert håb. Husker jeg engang læste, at hjernen stadig kan registrere ting, selv i koma, men… hvem ved? Det er jo så ubegribeligt. Syv dage… det føltes som en evighed. Hver bip fra maskinerne, hver lille ændring i hendes vejrtrækning, blev analyseret og dissekeret. Var det et godt tegn? Var det et dårligt tegn?

Man læser jo om folk, der vågner op efter måneder, år endda! Og så er der dem, der… der ikke gør. Det er det, der er så skræmmende ved koma, ikke? Den uvished. Man ved simpelthen ikke, hvad fremtiden bringer. Er der nogen derude, der har oplevet noget lignende? Jeg ville virkelig gerne høre jeres historier. Det føles bare så… så ensomt at være i den situation. Min mormor vågnede heldigvis. Hun huskede ingenting fra den uge, men hun var tilbage. Og det var alt, der betød noget.