Er enebarn ensomme?

Er enebørn ensomme? Det spørgsmål har jeg hørt utallige gange, især da jeg selv var teenager. Og ærligt talt, det irriterer mig stadig lidt. Som om min barndom, min opvækst, skulle defineres af et enkelt tal: ét. Et. Som om det var hele forklaringen på, hvem jeg er.

Forskning? Ja, der findes faktisk forskning! Jeg læste engang noget om det – et eller andet sted – der viste, at teenagere uden søskende, altså os enebørn, oplever mindre ensomhed end dem med søskende. Hovsa, tænkte jeg. Så var alle de der bekymrede blikke, alle de velmenende, men lidt naivistiske spørgsmål, bare unødvendige?

Jeg husker min bedste veninde, Line, der altid snakkede om de uendelige skænderier med sin søster. Om kampen om opmærksomhed, om de evige diskussioner om legetøj – og senere, om tøj og drenge. Jeg var ikke helt fri for drama, selvfølgelig. Men det var anderledes. Mere fokuseret. Mine kampe var med mig selv, med mine forventninger. Måske mere indadvendt. Men ensom? Næh, det følte jeg mig faktisk sjældent.

Og tænk engang – hvor mange venner fik jeg egentlig ikke? Jeg var nødt til at være kreativ, nødt til at søge venskaber udenfor min familie. Det lærte mig så meget om at interagere med forskellige personligheder, at navigere i sociale relationer på en måde, Line måske ikke helt oplevede. Hendes søster var jo altid der, en slags indbygget ven og fjende på samme tid.

Så ja, enebørn er ikke automatisk ensomme. Det er en forsimpling, en kliché. Selvom jeg selvfølgelig nogle gange savnede, ja, nogen der bare var der, en slags automatisk legekammerat, så tror jeg, jeg fik noget andet i stedet. Noget dybere, mere selvstændigt, mere… mig. Og er det ikke også noget værd? Måske mere værd end en automatisk løsning på ensomhed?