Hvorfor gik regeringen af den 29. august 1943?

0 visninger
Regeringen gik af den 29. august 1943, fordi samarbejdspolitikken brød sammen under pres fra både den danske befolknings omfattende strejker og sabotager samt et uacceptabelt tysk ultimatum med krav om dødsstraf og undtagelsestilstand.
Kommentar 0 synes om

Hvorfor gik regeringen af den 29. august 1943? Fakta og overblik

Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage, da den nægtede at efterkomme et tysk ultimatum om blandt andet indførelse af dødsstraf for sabotage. Beslutningen kom efter en sommer præget af voksende folkelig modstand, sabotage og omfattende strejker i hele landet, som gjorde den hidtidige hvorfor gik regeringen af den 29. august 1943 umulig at fortsætte.

Hvorfor gik regeringen af den 29. august 1943?

Årsagerne til begivenhederne kan fortolkes på flere måder, da de afhænger af både indre og ydre pres. Regeringen gik af den 29. august 1943 på grund af forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken. Dagen kaldes ofte bruddet med besættelsesmagten 29. august 1943 og markerede det endelige ophør for denne linje.

Da jeg først begyndte at studere besættelsestiden, begik jeg en klassisk fejl. Jeg troede, at det var en pludselig og simpel patriotisk beslutning fra politikernes side. Det var det slet ikke. Regeringen blev reelt presset fra to sider, som langsomt knuste deres strategiske råderum. På den ene side krævede besættelsesmagten hårdere straffe. På den anden side mistede befolkningen tålmodigheden. De fleste historiebøger fokuserer udelukkende på det endelige tyske ultimatum. Men der er en helt anden, ofte overset faktor, som reelt tvang politikernes hånd - jeg vil forklare denne i afsnittet om den danske befolknings modstand august 1943 længere nede.

I løbet af sommeren 1943 spidsede situationen til. Antallet af sabotageaktioner steg med over 60% sammenlignet med året før. Det skabte en ustabil situation, hvorfor ophørte samarbejdspolitikken i 1943 ikke længere kunne retfærdiggøres.

Udenrigspolitiske årsager og politiske nederlag

Krigens udvikling spillede en enorm rolle. Mange glemmer, at Danmark ikke var isoleret fra resten af verden. I sommeren 1943 begyndte krigslykken for alvor at vende for aksemagterne.

Mussolinis fald ændrede alt

I juli 1943 faldt diktatoren Mussolini i Italien. (Dette chokerede Berlin). Det sendte rystelser gennem hele Europa og nåede hurtigt Danmark. Den danske befolkning fik pludselig en voksende tro på, at krigen snart ville være slut, og at Tyskland kunne besejres. Hvorfor betyder det noget? Fordi håb er en farlig ting for en besættelsesmagt. Det fik almindelige danskere til at byde besættelsesmagten trods i en grad, man ikke havde set tidligere i krigen.

Den danske befolknings modstand august 1943

Her er den ofte oversete faktor, jeg nævnte tidligere: de vilde strejker i provinsbyerne, også kendt som Augustoprøret. Det startede i Odense og Esbjerg. Helt almindelige arbejdere nægtede at møde op. Næsten 50 byer var involveret i strejker og uroligheder mod slutningen af måneden. Befolkningen var træt af samarbejdspolitikken og forhandlingspolitikken 1943.

Regeringen stod i et umuligt dilemma. De kunne ikke længere kontrollere deres egne borgere. Vrede demonstranter. Ødelagte tyske køretøjer. Åbenlys sabotage. Tyskerne krævede, at regeringen slog hårdt ned på sin egen befolkning. Lad os være ærlige - ingen demokratisk valgt regering kunne overleve at indføre dødsstraf mod sine egne borgere for at tilfredsstille en fremmed magt.

Ultimatum og undtagelsestilstand

Den 28. august fremsatte den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, et skarpt ultimatum til den danske regering. Kravene var ekstreme.

Kravene inkluderede indførelse af undtagelsestilstand, forsamlingsforbud, udgangsforbud og, mest kritisk, dødsstraf for sabotage. (Dette var den røde linje). Regeringen, bakket op af Rigsdagen og kongen, afviste blankt disse krav. De vidste, hvad konsekvensen ville være. Dagen efter, den 29. august 1943, trådte den tyske militære undtagelsestilstand i kraft, og den danske regering indgav sin afskedsbegæring, hvilket reelt markerede bruddet med besættelsesmagten 29. august 1943.

Forhandlingspolitikken vs. Aktiv modstand

Valget mellem at samarbejde for at beskytte befolkningen eller at yde aktiv modstand definerede splittelsen i det danske samfund frem mod august 1943.

Forhandlingspolitikken (1940-1943)

- Økonomisk eksport til Tyskland og moralsk kompromittering over for de allierede.

- Beskytte befolkningen mod krigens rædsler ved at forhandle og give indrømmelser.

- Stor støtte i starten af krigen, men faldende fra 1942 og fremefter.

- Opretholde dansk politi og domstole for at undgå tysk magtovertagelse af retsvæsenet.

Aktiv Modstand (Efter august 1943)

- Hårde tyske straffe, deportationer, henrettelser og indførelse af Schalburgtage.

- Bekæmpe besættelsesmagten og vise de allierede, at Danmark var på deres side.

- Massiv og voksende folkelig opbakning efter sommeren 1943.

- Sabotage mod jernbaner, fabrikker og udsendelse af illegale blade.

Selvom forhandlingspolitikken skånede Danmark for mange af de ødelæggelser, som ramte resten af Europa i de første krigsår, blev den moralsk og praktisk uholdbar i 1943. Den aktive modstand genskabte Danmarks ære udadtil, men prisen var blodig.

Augustoprøret: En arbejders dilemma i Odense

Jens, en 34-årig værftsarbejder i Odense, stod i august 1943 over for et voldsomt dilemma. Spændingerne i byen var på kogepunktet, og mange kolleger opfordrede til generalstrejke for at lamme de tyske skibsreparationer. Jens var bange - han havde tre børn og frygtede at miste sin indkomst eller blive anholdt.

Da strejken brød ud den 18. august, mødte Jens først op på arbejde i frygt for repressalier. Arbejdspladsen var næsten tom, og stemningen var fjendtlig fra de få, der var der. Tyske soldater patruljerede aggressivt udenfor portene, hvilket gjorde ham endnu mere ængstelig.

Vendepunktet kom, da han overværede tyske soldater angribe en gruppe fredelige demonstranter tæt på hans hjem. Han indså, at passivitet ikke længere beskyttede hans familie; det styrkede kun undertrykkelsen. Næste morgen blev han hjemme og sluttede sig til de over 20.000 fynboer, der nægtede at arbejde.

Strejken i Odense var en massiv succes og tvang reelt den tyske ledelse til at reagere. Selvom Jens mistede næsten to ugers løn og levede i frygt, mærkede han for første gang et reelt fællesskab. Det var dette massive folkelige pres på tværs af landet, der uger senere tvang den danske regering til endegyldigt at træde tilbage.

Højdepunkter

Folkeligt pres var udslagsgivende

Augustoprøret med strejker i næsten 50 byer viste, at regeringen havde mistet befolkningens opbakning til samarbejdspolitikken.

Udenrigspolitik tændte gnisten

Mussolinis fald og tyskernes militære modgang på Østfronten gav danskerne modet til åbenlys modstand.

Ultimatumet var den røde linje

Kravet om dødsstraf mod danske borgere var dråben, der fik bægeret til at flyde over for den danske regering.

Referencemateriale

Er der forvirring om forskellen mellem forhandlingspolitikken og samarbejdspolitikken under besættelsen?

Ja, begreberne bruges ofte i flæng. Forhandlingspolitikken var den officielle linje, hvor regeringen forsøgte at forhandle sig ud af problemer for at bevare roen. Samarbejdspolitikken var den praktiske konsekvens - at man de facto hjalp tyskernes økonomi og logistik for at undgå åben konflikt.

Hvordan påvirkede udenrigspolitiske begivenheder som Mussolinis fald beslutningen?

Mussolinis fald i juli 1943 fungerede som en katalysator. Det beviste, at aksemagterne ikke var uovervindelige. Denne udenrigspolitiske udvikling gav den danske befolkning et enormt psykologisk rygstød til at starte de strejker og sabotager, der i sidste ende fældede regeringen.

Misforståelse: Trak regeringen sig frivilligt eller blev den tvunget ved et tysk ultimatum og militær undtagelsestilstand?

Regeringen trådte tilbage som et direkte svar på et uacceptabelt tysk ultimatum, der krævede dødsstraf for sabotage. De trak sig frivilligt i den forstand, at de nægtede at underskrive, hvilket tvang tyskerne til at indføre militær undtagelsestilstand.

Hvad betød bruddet den 29. august 1943 reelt for statsadministrationen?

Selvom regeringen og Rigsdagen stoppede deres arbejde, fortsatte selve det danske bureaukrati. Departementscheferne (embedsmændene) overtog den daglige drift af ministerierne i det, der kaldes departementschefstyret, frem til befrielsen i maj 1945.