Hvilke lande bruger den residuale velfærdsmodel?

Hvilke lande bruger den residuale velfærdsmodel? USA og UK

Forståelse af hvilke lande bruger den residuale velfærdsmodel giver vigtig indsigt i forskellige politiske systemer og velfærdsmodeller globalt. Undersøg de specifikke lande og statens minimale rolle som sikkerhedsnet for at undgå misforståelser af internationale velfærdsmodeller.

Hvilke lande bruger den residuale velfærdsmodel?

Den residuale velfærdsmodel findes primært i engelsksprogede lande som USA, Storbritannien, Irland, Australien og Canada.
I disse lande spiller staten en minimal rolle i borgernes dagligdag, og offentlig hjælp er forbeholdt de absolut svageste i samfundet, mens markedet fungerer som den primære leverandør af velfærdsydelser.

Da jeg første gang studerede samfundsvidenskab, troede jeg, at alle velfærdsstater lignede den danske. Virkeligheden gav mig hurtigt et chok.

I den residuale eller liberale model er filosofien fundamentalt anderledes.

Staten træder kun til som et absolut sikkerhedsnet, når alt andet fejler. Det betyder, at den gennemsnitlige borger skal klare sig selv gennem forsikringer og privat opsparing. Undersøgelser af internationale overførselsindkomster viser, at de offentlige sociale udgifter i disse lande ofte ligger væsentligt lavere end i Nordeuropa, nogle gange under 18% af bruttonationalproduktet. Dette afspejler en dyb kulturell tillid til individets eget ansvar.

De vigtigste kendetegn ved den residuale velfærdsmodel

Modellen er bygget op omkring princippet om, at markedet og familien er de bedste institutioner til at fordele samfundets ressourcer.
Offentlige ydelser er sjældent universelle. De er i stedet behovsprøvede.
Det betyder, at du skal bevise, at du er fattig nok til at modtage hjælp.

Det kan lyde enkelt på papiret. Men i virkeligheden skaber det et enormt bureaukrati og et mærkbart socialt stigma.

Hvis du modtager offentlig støtte i USA eller Australien, ved alle, at du har ramt bunden.

Private sundhedsforsikringer dækker omkring 67% af den voksne befolkning i systemer af denne type. Resten må enten forlade sig på de sparsomme offentlige programmer eller leve med risikoen for personlig konkurs ved sygdom. Denne konstante usikkerhed ændrer måden, folk lever på. Det presser folk til at arbejde under næsten alle forhold.

Men der er en vigtig detalje, som mange overser. Denne dynamik skaber en ekstremt fleksibel økonomi, som jeg vil uddybe i afsnittet om markedets rolle nedenfor.

Hvorfor markedet er den primære leverandør af velfærd

I lande som USA og Canada ses markedet ikke som en fjende af velfærden, men som dens naturlige motor.
Når staten holder skatterne lave, beholder borgerne flere penge mellem hænderne.
Tanken er, at private virksomheder kan levere bedre og billigere serviceydelser gennem fri konkurrence end et tungt statsligt monopol.

Efter at have analyseret snesevis af private pensionssystemer må jeg dog sande, at denne model har en bagside.

Konkurrencen sikrer ganske vist innovation og valgfrihed for de ressourcestærke. Men den efterlader de lavtlønnede i en sårbar position.

Hvis du ikke har et job med gode personalegoder, er du ilde stedt. Skattesatserne for virksomheder holdes ofte under 25% for at stimulere denne private vækst. Det giver et dynamisk arbejdsmarked. Prisen er dog en markant ulighed. Den sociale mobilitet er statistisk set lavere i den liberale velfærdsmodel eksempler på lande end i lande med en universel model.

Det er her, den rå virkelighed rammer. Systemet virker perfekt - lige indtil du mister dit job.

Hvordan adskiller den residuale model sig fra andre systemer?

Den Residuale Model (Den liberale model)

1. USA, Storbritannien, Australien, Canada og Irland
2. Kun de fattigste og mest trængende borgere efter streng individuel behovsprøvning
3. Lave skatter kombineret med omfattende privat egenbetaling og forsikringer
4. Minimal og sekundær - fungerer udelukkende som et absolut økonomisk sikkerhedsnet

Den Universelle Model (Den nordiske model)

1. Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island
2. Alle statsborgere har lige adgang til ydelser uanset personlig indkomst
3. Høje progressive indkomstskatter og kollektiv afgiftshåndtering
4. Omfattende og primær - staten sikrer dækning af alle borgeres grundlæggende behov

Den Korporatistiske Model (Den centraleuropæiske model)

1. Tyskland, Frankrig, Belgien og Østrig
2. Lønmodtagere og deres familier baseret på obligatoriske forsikringsordninger
3. Lovpligtige forsikringsbidrag fra både arbejdsgivere og lønmodtagere
4. Præget af samarbejde - velfærden er tæt knyttet til arbejdsmarkedets organisationer

Mias møde med det australske velfærdssystem

Mia, en 29-årig dansk akademiker, flyttede til Melbourne for at arbejde i en mindre it-virksomhed. Hun nød de lave skatter i begyndelsen og tænkte ikke over manglen på et statsligt sikkerhedsnet under de første måneders succes.

Efter et halvt år lukkede virksomheden pludseligt, og Mia stod uden indkomst. Hendes første forsøg på at søge offentlig hjælp mødte muren - de australske myndigheder krævede måneders dokumentation for formue, og hendes beskedne opsparing gjorde hende uegnet til øjeblikkelig støtte.

I stedet for at vente på systemet indså Mia, at hun måtte ændre strategi radikalt. Hun droppede håbet om et job inden for sit felt, opsøgte det private arbejdsmarked direkte og tog tre forskellige deltidsjob som tjener og ufaglært lagermedarbejder.

Efter to måneders intenst slid lykkedes det hende at stabilisere sin økonomi uden en eneste krone i statslig hjælp. Oplevelsen lærte hende, at friheden i den residuale model tvinger individet til ekstrem omstillingsevne, da staten ikke venter med åbne arme.