Hvem var præsident under borgerkrigen?

hvem var præsident under borgerkrigen: 78 % af soldaternes støtte

Indsigt i hvem var præsident under borgerkrigen belyser de enorme menneskelige og økonomiske omkostninger for hele nationen. Lederen mødte massiv modstand fra både interne fjender og en presset økonomi i store dele af landet. At kende denne historie afslører de afgørende valg, som sikrede landets overlevelse midt i en voldsom og splittende konflikt.

Hvem var præsident under borgerkrigen?

Det korte svar er Abraham Lincoln, som ledede Unionen (Nordstaterne) fra 1861 til 1865. Men historien er faktisk lidt mere kompliceret - og det kommer ofte bag på folk. Mens Lincoln sad i Det Hvide Hus i Washington, havde Sydstaterne nemlig deres helt egen Sydstaternes præsident under borgerkrigen, Jefferson Davis, der styrede Amerikas Konfødererede Stater fra Richmond.

Abraham Lincoln: En mindretalspræsident med en umulig opgave

Mange tror fejlagtigt, at historien om Abraham Lincoln borgerkrig var en fortælling om en universelt elsket figur fra dag ét. Det var han slet ikke. Faktisk vandt han præsidentvalget i 1860 med kun 39,8% af befolkningens stemmer, fordi modstanderne var splittet mellem tre andre kandidater. ^[1] Tænk over det - seks ud af ti vælgere ønskede en anden end ham.

Jeg plejede at tro, at Nordstaterne stod samlet bag ham, men virkeligheden var en anden. Lincoln måtte kæmpe mod interne fjender i sit eget kabinet, mens han styrede en krig, der endte med at koste mellem 620.000 og 750.000 menneskeliv - næsten 2% af hele befolkningen dengang. ^[2] Forestil dig presset.

Han var ikke bare en statue af marmor; han var en mand, der mistede sin søn Willie midt under krigen og ofte led af dyb depression. Det, der gjorde ham unik, var ikke hans popularitet, men hans evne til at holde kursen, når alt andet ramlede.

Jefferson Davis: Den glemte modstander

På den anden side af frontlinjen sad Jefferson Davis. Han er den brik, der ofte mangler, når vi taler om en præsident under den amerikanske borgerkrig. Davis var ikke en inkompetent leder - han var faktisk tidligere krigsminister i USA - men han stod over for en økonomisk katastrofe.

Mens Nordstaterne havde en fungerende økonomi, kollapsede Sydstaternes fuldstændigt. Inflationen i Konføderationen eksploderede og oversteg 9.000% ved krigens afslutning. ^[3] 9.000 procent. Det betød, at en pose mel, der kostede et par dollars i starten af krigen, pludselig kostede en formue. Folk sultede - bogstaveligt talt.

Valget i 1864: Da soldaterne afgjorde udfaldet

Her er noget, de færreste historiebøger dvæler ved: Lincoln troede selv, han ville tabe valget i 1864. Krigen havde varet i tre år, og folk var krigstrætte. Hans modstander, George McClellan, gik til valg på at forhandle fred med Sydstaterne.

Men så skete der noget uventet. Lincoln gav soldaterne ved fronten lov til at brevstemme - en logistisk manøvre, der var uhørt på det tidspunkt. Resultatet? Hele 78% af Unionens soldater stemte på Lincoln ^[4]. De mænd, der levede i mudderet og døde i skyttegravene, stemte overvældende for at fortsætte krigen indtil sejr. Det var det afgørende punkt i spørgsmålet om, hvem var præsident under borgerkrigen, som sikrede nationens overlevelse.

De to præsidenter side om side

Selvom de var født i samme delstat (Kentucky) med mindre end et års mellemrum, kunne Lincoln og Davis ikke have været mere forskellige som ledere.

Abraham Lincoln (Unionen) ⭐

Anses som USA's største præsident; bevarede Unionen

Pragmatisk; god til at delegere og håndtere rivaler

At holde sammen på en splittet koalition i Nord

Begrænset (kun én periode i Kongressen før 1860)

Jefferson Davis (Konføderationen)

Symbol på 'The Lost Cause'; fængslet for forræderi

Mikromanager; stædig og dårlig til kritik

Økonomisk kollaps og mangel på ressourcer

Omfattende (Senator, Krigsminister)

En danskers valg i mudderet: 1864

Forestil dig Hans, en 24-årig dansk immigrant fra Slesvig, der meldte sig til 15. Wisconsin Regiment for at undslippe fattigdom. I efteråret 1864 sad han i en gennemblødt lejr uden for Atlanta, træt, sulten og med hjemve. Krigen virkede endeløs.

Hans første instinkt var at stemme på McClellan og få en ende på myrderiet. Hvorfor fortsætte? Kammeraterne døde af dysenteri omkring ham, og brevene hjemmefra bønfaldt ham om at komme hjem.

Men så modtog lejren nyheden om Shermans seneste sejre. Hans indså - måske modvilligt - at en fred nu ville betyde, at alle ofrene havde været forgæves. Hvis de stoppede nu, ville Unionen knække.

Den dag i november satte Hans sit kryds ved 'Gamle Abe' (Lincoln). Han valgte den hårde vej. Det var ikke heltemod i traditionel forstand, men en stædig insisteren på at gøre arbejdet færdigt. Fem måneder senere sluttede krigen.