Kan man undgå, at ens børn arver?

Kan man undgå, at ens børn arver? Åh, det spørgsmål, det river i mig. For det er jo ikke bare et juridisk spørgsmål, vel? Det er et spørgsmål om kærlighed, om loyalitet, om måske… skuffelse. Det gør ondt at sige det, men nej, du kan ikke helt undgå det. De har jo deres tvangsarv, den der ret, som de har uanset hvad. Medmindre de selv frasiger sig den, selvfølgelig. Men det føles jo så uretfærdigt, hvis man – ligesom jeg – har sine egne grunde til at ville fordele tingene anderledes. Min bror, for eksempel, han har aldrig løftet en finger for at hjælpe vores mor, alligevel ville han få sin del af arven. Det føltes bare så… forkert.

Loven, den er jo som den er. Hård, ja, men der er jo også en vis logik i det hele. Men man føler sig så magtesløs, ikke sandt? Som om man ikke selv bestemmer over sit eget liv, sit eget slid og slæb. Man har knoklet, sparet, og så skal det bare fordeles ligeligt? Uanset om man synes det er fortjent eller ej.

Men der er et lyspunkt. Man kan jo tilpasse det lidt, selvom det ikke er fuldstændig frihed. Testamentet, det er et instrument, ikke sandt? Man kan bestemme over en stor del af formuen via det. Så selvom de har deres tvangsarv, kan man i det mindste begrænse det. Det giver en fornemmelse af at kunne kontrollere situationen lidt, at man ikke er helt uden indflydelse på det hele, hvilket jo er vigtigt – synes jeg. Det er ikke den perfekte løsning, nej, langtfra, men en vis trøst i den situation, der er alt for svær. Jeg håber virkelig, at du finder en løsning, der giver mening for dig – og det håber jeg virkelig du gør.