Hvornår er du enlig forsørger?

Hvilke betingelser skal du opfylde som enlig forsørger?

Jeg sidder her med en kop lunken kaffe, ungerne sover. Tankerne flyver, det der med at være enlig forsørger fylder. Altså, hvornår er man egentlig det? Det har jeg grublet over mange gange, især efter flytningen fra Valby den 12. april sidste år, hvor jeg stod der helt alene.

Faktisk er det ret ligetil, når man først får hovedet omkring det. Du er enlig forsørger, hvis du, som forælder med forældremyndighed, simpelthen er reelt enlig. Det betyder i bund og grund, at jeg ikke må leve i et parforhold, ikke dele adresse med en anden voksen.

Jeg husker, da jeg talte med sagsbehandleren på BorgerService i Roskilde den 5. august. Hun understregede netop det. Man skal altså ikke være i et samlivsforhold eller på anden måde bo med en anden voksen. Det er jo hele præmissen for den støtte, man kan få.

Og for mig var det vigtigt at forstå det til punkt og prikke. Jeg stod alene med to små, da deres far flyttede ud. Hverdagene var et kaos, og det var helt afgørende, at jeg vidste, hvad der gjaldt. Følelsen af at være alene, men også at have styr på det, er ubeskrivelig.

Hvornår er man berettiget til enlig forsørger?

Du er berettiget til enlig forsørger, når du har eneforsørgelsen af dine børn uden væsentlig økonomisk eller praktisk støtte fra en anden voksen, som du har fælles husførelse med, og som potentielt kunne være din samlever eller ægtefælle. Det handler om, hvorvidt der reelt er tale om et delt ansvarsforhold, der trækker i retning af et fælles hjem med fælles udgifter og opgaver.

Man kan sige, at grænsen for enlig forsørger går der, hvor den hjælp, man modtager, bliver så substaniel, at den reelt aflaster én for en betydelig del af de daglige omkostninger og opgaver, der følger med at have børn. Er der en anden person over 18 år i husstanden, som bidrager aktivt og regelmæssigt, så kan det argumenteres, at man ikke længere er eneste forsørger.

Selvom det kan virke simpelt, rummer det jo en masse nuancer. Tænk over det: Hvad er "væsentlig" hjælp? Er det et fast beløb hver måned, eller er det dækning af specifikke udgifter som mad eller husleje? Og "fælles husførelse" – skal det være formelt, eller er det nok, at man deler bolig og lever som en familie i det daglige? Det evige spørgsmål om definitioner, ikke? Det minder mig om Platons hulelignende tanker – hvad er den sande form af enlig forsørger, og hvad er blot skyggebilleder?

Hovedpunkter for berettigelse til enlig forsørger:

• Manglende væsentlig økonomisk hjælp: Du modtager ikke regelmæssig og betydelig økonomisk støtte fra en anden voksen i husstanden.
• Manglende væsentlig praktisk hjælp: Du står ikke for al den daglige børnepasning, madlavning, rengøring og andre huslige pligter alene, hvis der er en anden voksen til stede.
• Ingen fælles husførelse: Jeres økonomi og opgaver er ikke reelt forenet, selvom I bor sammen. Der er ingen reel deling af forsørgeransvaret.
• Fokus på potentielt ægteskab/samliv: Den anden person over 18 år, som potentielt kunne bidrage, er en, du kunne indgå i et ægteskab eller et lignende fast parforhold med. Det er for at udelukke f.eks. en logerende eller en midlertidig gæst.

Det er jo ikke bare et stempel, man får, vel? Det er en anerkendelse af en livssituation, der kræver en særlig form for robusthed og selvstændighed. Tanken om den enlige forsørger rummer ofte en fortælling om styrke og dedikation, en usynlig kamp, der leves hver eneste dag. Det er, når det private bliver offentligt, og man skal argumentere for sin ret til støtte baseret på netop disse kriterier.

Hvornår har man ret til enlig forsørger?

Du er enlig forsørger, når du er alene om at trække læsset med børnene, ikke pisse ved siden af i en anden seng, altså ikke bor sammen med en partner i et "vi er jo bare venner, der deler husleje"-svindelnummer. Det skal være så ægte, at selv din kat ville kalde det et parforhold.

Reglerne siger kort sagt:

• Single: Du er ugift eller fraskilt. Punktum.
• Ingen partner: Du deler ikke hus og hjem med en, der kunne være din soulmate – eller i hvert fald en, der bidrager til madbudgettet.
• Fælles økonomi/husførelse: Hvis du og din "ven" har fælles madkonto og deler tandbørste (det sidste er nok at stramme den!), så er den ged barberet.

Det handler om, at staten ikke skal betale for, at du har en hemmelig kæreste boende, mens du hiver børnepengene hjem. Man skal ikke snyde systemet som en tynd pizza!