Hvorfor kæmper børn mod søvn?

Åh, den evige kamp mod søvn! Kender I det? Det gør jeg i hvert fald. Især med min yngste, lille Emma. Hun var – eller er, det er vel stadig lidt sådan – et af de der børn, der bare kæmper mod søvn, som om det var en fjende. Som om søvnen ville stjæle noget dyrebart fra hende.

Man læser jo om det, ikke? Om stresshormoner og sådan noget. At de stakler små babyer (og lidt større børn, for den sags skyld!) ophober stresshormoner, når de ikke sover nok. Og at de stresshormoner så igen gør det sværere at falde i søvn. En ond cirkel, siger de kloge. Mindre søvn, mere stress, endnu sværere at sove… Suk. Det føles som en sandhed, man mærker helt ind i knoglerne, når man står der med et overtræt barn i armene klokken tre om natten.

Emma, hun blev bare mere og mere pylret, jo mere træt hun var. Først var det små klynk, så gråd, så fuldkommen hysteri. Og man står der, magtesløs, og tænker “bare du dog ville sove!” Jeg husker en nat, hvor jeg havde prøvet alt. Vugget hende, sunget for hende, gået rundt med hende i stuen… Intet hjalp. Til sidst satte jeg mig bare ned på gulvet med hende i armene og græd. Ja, jeg græd! Af udmattelse og frustration. Og hvad tror I, der skete? Hun faldt i søvn. Lige der, i mine arme, mens jeg græd. Det var jo absurd.

Så ja, jeg ved, hvor vigtigt det er med søvn. For både børn og forældre! Det er jo ikke bare noget, de skriver i de der bøger og artikler. Man mærker det. Det er jo hele fundamentet for… ja, for alt! Humør, trivsel, overskud… Alt hænger jo sammen med, om man har sovet nok. Eller om man, som min lille Emma, kæmper imod med næb og klør. Og hvad kan man så gøre? Tja, det er det store spørgsmål, ikke? Jeg tror bare, man må prøve sig frem. Finde det, der virker for ens eget barn. Og huske på, at det går over. Engang. Forhåbentlig.