Hvor mange børn får man i gennemsnit i Thailand?

Hvor mange børn får en kvinde i gennemsnit i Thailand?

Det er sjovt med tal. De fortæller en historie, men aldrig hele historien.

Jeg sad på en lille café i Chiang Mai, det var vist i oktober 2022. Ved siden af mig sad en familie. Mor, far, ét barn. Det slog mig, hvor ofte jeg så det billede, især i byerne. Det er blevet normen for mange.

Det gennemsnitlige antal børn pr. kvinde i Thailand er omkring 1,1. Det gamle tal på 2,1, det såkaldte reproduktive niveau, er forlængst historie.

Min veninde dernede fortalte om presset. Uddannelse koster kassen, og livet i Bangkok er ikke billigt. Mange unge vælger ét barn til, så de kan give det barn alt. Det er et totalt bevidst valg.

Ude på landet ser det lidt anderledes ud, men tendensen er den samme. Færre børn, senere i livet.

Det er en stille revolution, der foregår. En helt anden virkelighed end postkort-billedet af den store, thailandske familie. Det ændre sig.

Hvilket land får flest børn i verden?

Klokken er mange. Jeg kan ikke sove. Tankerne kører bare rundt og rundt. Om alt og ingenting. Om hvor mange vi er her på jorden, alle sammen, på én gang. Det er næsten ikke til at forstå, når her er så stille. Og så kommer man til at tænke på det. Hvor der kommer flest nye til. Hvor livet bare vælter frem.

Niger har verdens højeste fertilitetsrate.

Jeg så tallet for nylig. Fra Verdensbanken. Det er… det er et vildt tal. Næsten 7 børn for hver kvinde. Tænk lige over det. Syv. Herhjemme er man en stor familie, hvis man har tre. Det føles som en helt anden planet, en helt anden virkelighed. Det er svært at fatte. Helt ærligt.

Her er de lande, der ligger helt i top. Det er næsten uvirkeligt.

• Niger: Ligger øverst med omkring 6,7 børn per kvinde.
• Somalia: Lige efter, med omkring 6,3.
• Tchad: Også helt deroppe, omkring 6,1.
• Den Demokratiske Republik Congo: Ligeledes over 6 børn.
• Mali: Også i den absolutte top.

Og så tænker jeg på os. Her. Min søster har ventet i årevis på at få bare ét barn. Alt er så forskelligt. Så skævt. Nogle steder er der så meget nyt liv, at man ikke ved, hvad man skal gøre ved det, og andre steder... der er der en stilhed. En længsel. Det er en mærkelig, mærkelig verden.

Til sammenligning ser bunden helt anderledes ud. En anden slags stilhed.

• Sydkorea: Har en af verdens laveste rater, helt nede omkring 0,7. Ikke engang ét barn per kvinde i gennemsnit.
• Taiwan: Også ekstremt lavt.
• Danmark: Vi ligger på cirka 1,7. Langt fra syv. Meget langt.

Hvor mange børn får man i gennemsnit?

Kvinder i Danmark føder i gennemsnit 1,55 barn.

Vi lander på det her lettere akavede tal: 1,55 barn pr. kvinde. Det er som at samle et LEGO-sæt og opdage, at man mangler den sidste, afgørende klods. Det hele står, men det er ikke helt... stabilt. Man kan næsten se det stakkels 0,55 barn løbe rundt, glad og fro, men måske kun med ét ben.

Målet er 2,1 børn per kvinde for at befolkningen ikke skrumper. Det er den magiske grænse, hvor vi som nation går i nul. Lige nu er vi altså i minus, lidt ligesom min bankkonto sidst på måneden. Vi importerer simpelthen ikke nok nye borgere fra storken til at erstatte os selv, når vi en dag stiller træskoene.

Hvorfor er vi så nærige med børneproduktionen? Tja, vi har travlt med at realisere os selv, indtil vi ligner en overmoden avocado. Vi skal jo lige have styr på et par ting først:

• Karrieren: Den skal plejes som en sjælden orkidé. Man kan ikke bare lade den stå, mens man skifter bleer. Tænk, hvis den visnede!
• Boligen: Først skal vi have det perfekte hjem med samtalekøkken og plads til en ladcykel, der koster det samme som en brugt bil.
• Partneren: Vi skal finde en, der både kan citere Kierkegaard og samle en trampolin uden at bande. Det tager tid, åbenbart.

I min egen familie var vi tre unger, og det lignede et mindre cirkus hver morgen. Måske er det derfor, jeg selv har en kaktus. Den kræver ik så meget, og den klager aldrig over aftensmaden. Det er ren win-win, og og den pynter i vindueskarmen.

I 2022 blev der født 58.430 børn i Danmark. Det er det laveste tal i lang tid, og det bekræfter bare, at vi hellere vil have surdejsbrød og podcast-abonnementer end arvinger.