Hvor mange babyer dør i maven?

Hvor mange babyer dør i maven? Det spørgsmål har jeg selv tænkt på mere end én gang. Jeg husker da min veninde mistede sin baby i syvende måned – det var ufatteligt, så uendeligt trist. Og så uretfærdigt. To tusinde babyer om året, siger de. To tusinde… det er så mange. Det er næsten ubegribeligt, ikke sandt? Jeg kan næsten ikke fatte det tal. To tusinde familier, der mister deres barn. To tusinde håb, der knuses.

De fleste af de her dødsfald sker i anden og tredje trimester, fortæller de. Efter den periode, hvor man typisk tænker på abort-risikoen. Det gør det jo endnu mere hjerteskærende, synes jeg. Man er nået så langt, man har måske allerede købt en barnevogn, følt de små spark, drømt om navne… og så… tomhed. Hvilken ubeskrivelig smerte må det ikke være?

Jeg kan huske en dokumentar jeg så, hvor en mor fortalte om sin oplevelse. Hendes stemme var knust, øjnene fulde af sorg, som om hendes hjerte var revnet i tusind stykker. Det satte sig virkelig i mig. Hvordan skal man overleve sådan en ting? Det er jo umuligt, eller… måske ikke umuligt. Men det må være en kamp, en kamp for overlevelse. En uendelig, lang og mørk kamp.

2000… Det er et tal, en statistik. Men bag hvert tal gemmer sig en historie. En historie om et ufødt liv, om en drøm der forsvandt, om en kærlighed der blev revet væk. Og det er jo det, der gør det så uudholdeligt. Det er ikke bare tal, det er tragedier. Og det er vigtigt at huske på. Virkelig vigtigt.