Hvad sker der, hvis man føder i uge 29?

Uge 29… bare tanken sender et lille chok gennem mig. Hvad nu, hvis det skete? Hvis min lille spire kom til verden så tidligt? Det er jo en skræmmende tanke, ikke?

Overlevelse er sandsynlig, siger de. Ja, det læser jeg da, men det føles ikke som en garanti, vel? Det er jo ikke bare en statistik, det er mit barn. Min lille baby, som pludselig skal kæmpe for livet, for hver eneste åndedrag. Lungerne, så umodne… Jeg har hørt historier, om små babyer, der ligger i kuvøser, så små og skrøbelige, hooked op til apparater der bipper og summer. Det river i hjertet, bare at forestille sig det. Min veninde, Anne, hendes lille Ella kom til verden i uge 32, og det var hårdt. Hårdt for Ella, hårdt for Anne. Uger på neonatal, en konstant angst i maven.

De fleste klarer sig uden varige mén, står der. De fleste… men hvad med de andre? Hvad med de få, hvor det går galt? Den risiko, den er der. Den gnaver. Lige nu, sidder jeg her og tænker på alle de “hvad nu hvis?” og prøver at trække vejret dybt og huske at det i de fleste tilfælde går godt.

Intensiv pleje. Ja, det er ordene, der får en til at fryse til is. Jeg forestiller mig mig selv, på et hospital, ved siden af min baby, der kæmper. Træt, bange, håbløs, men fyldt med en ubeskrivelig kærlighed. Og så håber man bare, man beder bare om, at de små fingre og tæer holder sig fast, at det små hjerte slår stærkt nok.

Det er et helvede, tænker jeg. Et forfærdeligt helvede, men også et helvede fyldt med enorm kærlighed, og en kamp om overlevelse, for både mor og barn.