Hvad skal der til for at blive bopælsforældre?

At være bopælsforælder… puha, det ord. Det føles næsten koldt og klinisk, ikke? Som om det kan sættes på formel. Halvdelen af tiden, står der vist et sted. Men kan man overhovedet måle kærlighed og tryghed i timer og minutter? Jeg tror det ikke.

For mig handler det om så meget mere end bare hvor barnet sover flest nætter. Det handler om at være den faste base, den trygge havn. Det er der, hvor barnet vender tilbage til efter en weekend hos den anden forælder, med alle sine små og store fortællinger. Husker I den gang min søn, William, kom hjem med en tegning af en blå elefant? Han var så stolt, og jeg… jeg følte mig så privilegeret over at være den, han ville vise den til først. Den følelse, den ubeskrivelige varme, det er at være bopælsforælder for mig. Det er at være den, der trøster, når knæet er slået, den der læser godnathistorier og kysser godnat. Den der bare er der. Altid.

Jeg ved godt, loven siger noget med mindst halvdelen af tiden, og det er jo sikkert vigtigt i en eller anden sammenhæng. Men i hjertet, der hvor det virkelig betyder noget, der handler det om noget helt andet. Det er den der ubetingede kærlighed, den dybe forbindelse, den… hvordan forklarer man overhovedet den følelse?

Og så er der jo dem, der ikke er bopælsforældre. Dem der flytter ud. Mister titlen, på en måde. Men mister de nogensinde følelsen af at være forælder? Næppe. Det er jo et bånd, der aldrig kan brydes, uanset hvor mange nætter barnet sover et andet sted. Det håber jeg i hvert fald. For Williams skyld. Og for min egen.