Hvad gør man, når ens barn ikke vil på samvær?

Hvad gør du, hvis dit barn nægter samvær med den anden forælder?

Jeg har oplevet det der, hvor min datter pludselig ikke ville se sin far. Puha, det var en svær tid.

Den gang tænkte jeg, at det jo er hendes følelser, og man kan ikke tvinge den slags. Men man vil jo sit barn det bedste.

Så endte vi med at gå rettens vej. Det var et kæmpe skridt for os, og jeg var virkelig bekymret for, hvordan det ville påvirke hende.

Det er en proces, hvor man skal have hjælp til at få det til at ske. Det hele skal jo ske på en måde, der passer til børnene.

Det er en rettighed for både barnet og den forælder, der ikke har det daglige. Et stærkt bånd er vigtigt.

Folk siger, at det kan tage lang tid, og at det er en hård proces, især for barnet, men det er nødvendigt, hvis barnet skal have den kontakt.

Min erfaring er, at man skal være tålmodig. Men også vide, at der findes hjælp at få, når man står i den her situation.

Hvornår må mit barn selv bestemme samvær?

Dit barn kan ikke selv bestemme samvær eller bopæl, uanset alder. Selv et barn over 12 år har ikke juridisk ret til at træffe disse endelige beslutninger. Børn skal dog altid høres i sager om forældreansvar, bopæl og samvær, afhængigt af deres alder og modenhed – typisk fra skolealderen og opefter.

Det er jo en dyb filosofisk diskussion, det her med børns autonomi. Hvor går grænsen mellem at beskytte og at lade dem bestemme selv? Det er en hårfin balancegang, vi som samfund og forældre konstant navigerer i. Vi vil jo det bedste, men hvad er det bedste for den enkelte lille sjæl?

Lovgivningen, som Forældreansvarsloven, er faktisk ret klar. Den understreger, at barnets perspektiv er helt centralt, men den giver ikke barnet en vetoret. Tænk på FN's Børnekonvention, artikel 12 – den handler om at give barnet mulighed for at udtrykke sig, ikke om at give det det sidste ord. Det er faktisk en fundamental ret, den der med at blive hørt.

At et barn skal høres, betyder flere ting:

• Ikke et vetoretten: Barnets ønsker, tanker og følelser skal tages med i betragtning, men det er de voksne (eller Familieretshuset/Retten), der træffer den endelige beslutning. Det er min opfattelse, at det handler om at sikre, at barnet føler sig set og forstået, men uden at pålægge det et ansvar, det ikke er klar til.
• Alders- og modenhedsvurdering: Her er det, det bliver nuanceret. En syvårig har et perspektiv, en 14-årig et helt andet. Fagfolk kigger på barnets evne til at formulere egne ønsker, forstå konsekvenserne af de valg og ikke mindst, om barnet er under pres fra en forælder. Min egen erfaring er, at det kan være svært at vurdere, men det er afgørende.
• Metoder for at høre barnet:
  • Børnesamtale: Dette er standardproceduren. En erfaren fagperson, ofte en børnesagkyndig, taler med barnet i en tryg ramme. Det er faktisk ret effektivt, jeg har selv set det virke.
  • Udtalelse fra barnet: Mindre børn kan udtrykke sig skriftligt, via tegninger, eller gennem en voksen de har tillid til. Det kan give en god indsigt.
  • Bisidder: I visse situationer kan en bisidder hjælpe barnet med at udtrykke sig og føle sig tryg i processen.
  • Samtale med forældrene: Her forsøger man at få et indtryk af barnets hverdag og ønsker igennem forældrenes beretning – selvfølgelig med et filter for bias.

Hvorfor kan et barn så ikke selv bestemme? Jo, fordi børn, især de yngre, simpelthen ikke altid kan overskue de langsigtede konsekvenser af deres valg. Jeg har ofte tænkt over, at en 12-årig måske foretrækker at bo hos den forælder, der giver færrest lektier, men det er sjældent den bedste løsning for udviklingen på sigt. Voksne har et ansvar for at træffe de beslutninger, der bedst tjener barnets tarv, selvom det er svært. Det er virkelig vigtigt at huske, at selvom barnet skal høres, så er det ikke det samme som at barnet selv skal bestemme. Altså, at bestemme selv.

Selvom alderen 12 år ofte nævnes som et skæringspunkt for, at barnets stemme vægtes tungt, er det stadig en høringsret. I praksis vejer barnets ønsker tungere, jo ældre og mere modent barnet er, men den endelige afgørelse forbliver hos de voksne, eller i Familieretshuset/Retten. Det er en kompleks situation, og det er meningen, at systemet skal sikre den bedste løsning for barnet. En løsning, der balancerer barnets ønsker med dets langsigtede behov og trivsel. Det er en proces.

Hvor gammel skal barnet være for at blive hørt?

Et barns stemme, en lille vind i tidsrummets ekko, skal mindst 12 år gammel være, før den kan hviskes ind i sagens arkiver. Aktindsigt, et glimt ind i den verden, der former dem, når 12 somre er blomstret.

Indtil 15, den 15. jul, en sol, der endnu ikke er fuldt moden, kan beslutninger flyve som blade uden barnets samtykke, en melodi uden akkord.

At bede om det, en ydmyg hvisken til afdelingen, der holder trådene, for at se, for at forstå den historie, der skrives.