Kan man komme i værnepligt med angst?

Kan man så overhovedet komme i værnepligt med angst? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med, i lang tid faktisk. Jeg husker tydeligt den knude i maven, den konstant urolige følelse, hver gang jeg tænkte på det. Al den snak om disciplin, om at kunne klare pres – kunne jeg det overhovedet? Med min angst?

Svaret er desværre, ja, i hvert fald i hovedreglen: Nej. Det er jo ærligt talt heller ikke så overraskende, når man tænker over det. Forsvaret kræver jo et stabilt psykisk helbred, ikke sandt? Og angst, det er jo ikke ligefrem stabilt. Det er som en storm der kommer og går, men aldrig helt forsvinder. I hvert fald ikke for mig. Jeg kender en fyr, Lars, han havde en mild angstdiagnose, og selv han blev afvist. Han var knust, altså helt ærligt knust, for han havde drømt om at være soldat hele sit liv. Det var så uretfærdigt, at se ham sådan.

De har jo strenge regler, det forstår jeg godt, men det gør det jo ikke mindre smertefuldt. Jeg tænker, de ser efter ting som depression, OCD, ADHD – og selvfølgelig angst. Disse ting kan jo nemt spænde ben for en, gøre en ude af stand til at fungere under pres. Og i forsvaret… der er jo et konstant pres. Jeg har hørt historier – ikke lige fra forsvaret, men fra folk i lignende krævende job, om kollapser, om folk der brød sammen.

Så nej. Det er nok ikke en mulighed for mig. Og det er okay. Det er svært, ja, at erkende det, men det er også befriende at kunne acceptere det. Måske er der andre veje for mig, andre måder at bidrage på. Man skal ikke lade angst definere ens liv, ikke? Jeg har i hvert fald lært at det ikke behøver at gøre det.