Hvornår må man cykle på fortovet?

Hvad er reglerne for cykling på fortovet for børn og voksne?

Jeg går her i Indre By næsten hver dag, og jeg ser jo tit folk der zigzagger på fortovene, altså cyklister. Det irriterer mig lidt, for ærligt talt, det er jo ikke meningen. Den hovedregel er egentlig ret lige ud ad landevejen: Man må ikke cykle på fortovet.

Det gælder for voksne, ligesom det gælder for mine egne børn når de er over en vis alder. For mig handler det om sikkerhed. Jeg husker i maj sidste år, den 12. maj, var jeg nede ved søerne og en ældre dame på cykel næsten ramte en barnevogn. Det giver bare en dårlig stemning.

Men så er der jo de små børn, og her er reglerne lidt anderledes, mere fleksible, og det giver god mening. Har man et barn der ikke er fyldt seks endnu, må det faktisk gerne cykle på fortovet. Men der er et vigtigt "men" her, som man bare skal huske på.

Barnet skal være fulgt med en voksen, altså en person der er mindst 15 år gammel. Jeg gjorde det selv med min søn, da han var fire. Vi øvede på fortovet i Nørrebroparken en eftermiddag i oktober, den 20. oktober for to år siden. Det var så fint for ham at øve sig trygt.

Det er vel en slags zone for de helt små, hvor de kan lære uden at skulle ud i den store trafik. Men lige så snart de runder de seks år, så er det slut med den frihed på fortovet. Så skal de ud på cykelstien, eller ud på kørebanen hvis der ikke er en sti.

Jeg oplevede det med min datter i februar sidste år, den 5. februar, da hun lige var fyldt seks. Hun var pludselig "for stor" til fortovet, selv med mig ved hendes side. Det var lidt en overgang for hende, og for mig, at skulle huske på det nye. Man skal vænne sig til det.

Man kan sige, at det handler om, hvornår børnene kan overskue trafikken. Og det er nok en god rettesnor med den seksårs-grænse. Det er jo loven, men også sund fornuft, synes jeg. Man skal jo tænke på alle de andre fodgængere.

Er der en fartgrænse for cykler?

Er der en fartgrænse for cykler?

Ja, der er en fartgrænse for el-cykler med pedalassistance.

• En almindelig el-cykel må hjælpe op til 25 km/t. Over denne hastighed skal du selv træde for at køre hurtigere.
• Færdselsreglerne for en el-cykel (op til 25 km/t) er de samme som for en almindelig cykel.
• Motoren må kun assistere, når der trædes i pedalerne.
• Der findes særlige krav til el-cyklens indretning og udstyr for at den lovligt må køre på vejene.

Okay, så den dér tidlig forårsmorgen i år, husker jeg det så klart. Solen var lige begyndt at varme luften op efter en lang vinter, og jeg var på vej hjem fra mit skiftehold. Cyklen, min nye el-cykel, en blå Gazelle. Jeg havde glædet mig til den tur.

Jeg drejede ind på cykelstien langs havnen i Aarhus, hvor udsigten over vandet altid fanger mig. Der var en mild modvind, men med el-cyklen mærkede jeg knap noget. Det var ren fornøjelse, en let brise i ansigtet, og jeg følte mig nærmest flyvende efter en lang nattevagt. Det var en ret fed følelse af frihed.

Jeg trådte til, ville bare hjem og sove, måske overhalede jeg en eller to andre. Jeg pressede på for at komme hurtigere. Men så skete det. Lige da jeg ramte den lange lige strækning efter broen, hvor man bare kan give den gas. Motoren stoppede med at give assistance. Det var som om, den lige sagde "nop, ikke længere".

Jeg mærkede det tydeligt. Pludselig skulle jeg selv knokle, hvis jeg ville over de 25 km/t. Først blev jeg lidt muggen, ærligt talt. Jeg tænkte "hvad skete der lige her?" Men så faldt tiøren. Det var jo grænsen, den dér 25 km/t grænse for en almindelig el-cykel. Min egen frustration blev hurtigt til en slags erkendelse. Det giver mening.

• Det er jo ikke en knallert, vel? Den skal bare hjælpe dig op til 25 km/t.
• Det er derfor, den skal være bygget sådan.
• Du skal altid træde i pedalerne for at motoren hjælper. Det er jo hele pointen.

Jeg tænkte over, hvor vigtigt det er, at vi stadig er cyklister. At vi deler stierne med alle de andre – børn, ældre, almindelige cyklister. Havde motoren bare fortsat med at trække, ville det jo have været farligt og uretfærdigt. Cykelstierne er ikke bygget til højere fart konstant.

Det betød også, at selvom jeg havde "motorhjælp", skulle jeg stadig følge de samme færdselsregler som enhver anden cyklist. Stop for rødt, give tegn, alt det dér. Det er ikke en motorcykel. Den dag, der fattede jeg det helt. Det er egentlig en ret god balance mellem at få hjælp og stadig være en del af cykelkulturen.

For mig personligt har el-cyklen ændret mine ture. Før var de en kamp op ad bakkerne, nu er de en fornøjelse. Jeg tager den oftere, og tænker ikke længere på de 25 km/t som en begrænsning, men som en naturlig del af at cykle med lidt ekstra power. Det giver ro i sindet, at jeg ved, at reglerne er der for en god grund.

Hovedpunkter om el-cykler og fartgrænser:

• 25 km/t er max for motorassistance på standard el-cykler.
• Samme færdselsregler som almindelige cykler gælder.
• Pedalassistance er et krav – motoren hjælper kun når du træder.
• Særlige udstyrskrav til el-cyklen sikrer sikkerhed og lovlighed.

Det var også en lettelse at vide, at min cykel var lovlig. Mange kører jo rundt på ulovlige knallerter forklædt som el-cykler, og det kan skabe farlige situationer. Min er godkendt og lever op til kravene. Det giver en tryghed at vide, man kører lovligt. Og hey, selvom man kun får hjælp op til 25 km/t, er det jo stadig ret hurtigt!

Hvad er bøden for at cykle på fortov?

En lyd, en lyd i luften. Fortovets glatte flade, en forbudt dans under dækkene. Det var sidste tirsdag, frosten bed i kinderne på Amagerbrogade, og tiden føltes uendelig. Indtil den ikke gjorde. En sum for et øjebliks uopmærksomhed, et svæv i en anden verden.

Prisen for den drøm er 700 kroner. Et tal, der hænger i den kolde luft.

• Når hjulene ruller over de hvide streger i fodgængerfeltet.
• Når du låner fortovt, hvor kun fødder skulle gå.
• Når du cykler mod strømmen, en ensom sjæl i den forkerte retning.
• Når du glemmer at række hånden ud, et tavst farvel, et glemt hej.
• Når hænderne slipper styret, bare et øjebliks frihed.

Og mørket, åh mørket har sin egen pris. 700 kroner for at køre uden lys i tusmørket, en skygge, der forsvinder. En glemt lygte, et dyrt mørke.

Telefonens blå skær i ansigtet, en lille verden i hånden, mens den store suser forbi. Det er en dyrere samtale. En afbrydelse, der koster 1.000 kroner. Et helt tusinde kroner for et øjebliks fravær.

At være to på en cykel, der kun er bygget til én, et skrøbeligt tårn af latter og balance. Det koster også. 700 kroner pr. person. En delt bøde for en delt rejse. En dyr, dyr tur.