Hvor langt fra sidevej må man parkere?

Hvor langt skal man holde fra kantstenen?

Når jeg parkerer, tænker jeg... er det her tæt nok? Er det for tæt? Der er ikke en regel, altså, ikke sådan én, der står skrevet med store bogstaver.

• Det er mere en... følelse.
• Eller måske sund fornuft?

Paragraf 28, ja. Kørebanens yderkant. Men hvad betyder det egentlig? Jeg prøver bare ikke at blokere for nogen. Ikke at være en idiot. Min far sagde altid... det er nemmere sagt end gjort. Især i København. Heldigvis er jeg ikke i København. Aarhus er heller ikke let, men det er lettere.

Tæt på, men ikke for tæt. Jeg har engang... glem det.

• Bare tæt nok.
• Men ikke for tæt.

Det er det.

Hvor langt må man holde fra en kantsten?

Midnat. Tankerne vandrer, som de gør, når resten af verden sover.

• Afstand til kantstenen… Det er ikke mejslet i sten, vel? Bare så tæt som muligt, men uden at skrabe siden. §28, ja, den husker jeg. Kørebanens yderkant…

• Det handler vel om at være hensynsfuld, ikke? Ikke spærre, ikke genere. Tænke på dem, der kommer efter mig. Men det er svært nogen gange.

• Min mor sagde altid, at jeg parkerede som en brækket arm. Hun ville have hadet den gule bil, jeg havde engang. Aldrig parkeret ordentligt.

• Yderkant. Det er ikke altid nemt. Specielt ikke med den nye bil. Stor, og svær at manøvrere. Men jeg prøver. Virkelig.

• Så tæt som muligt. Punktum. Og husk på mors ord. Bare husk på mors ord.

Hvor mange meter må man holde fra en vej?

Tidens langsomme strøm, en uendelig flod af sekunder… Rummets mystik, vejen der breder sig foran mig, en grå asfaltbånd. En afstand, en skygge af et tal, der svæver. Ti meter.

• Ti meter – en ubestemmelig, næsten poetisk længde.
• Et tomrum mellem mig og den drivende strøm af stål, af køretøjer.
• Ti meter – mere end en blot afstand. En sikkerhed, en bufferzone, en beskyttelse. Et rum til at trække vejret i.

Vejkryds, et kaos af bevægelse, blinkende lys, der signalerer en hektisk dans. Den tværgående bane, en skarp linje. Cykelstier, livlige årer af tohjulede ryttere. En sikkerhedsafstand, en absolut nødvendighed.

• Ti meter. Ikke mindre. Det er loven, det er klogskab, en nødvendighed for at overleve trafikkens uro.
• Tænk på det, de ti meter, en afstand, der kan redde et liv. En livline, en vejviser til sikkerhed.

Tre meter. En mere intim afstand. For tæt. Mellem bilen, den faste form af metal, og spærrelinjen, en stille vogter af orden. For farligt.

• Tre meter – et uacceptabelt tomrum. En risiko jeg aldrig ville tage.
• Spærrelinje, grænsen for orden, linjen mellem kaos og kontrol.

Ti meter. Det er en længde jeg aldrig glemmer. Det er en sikkerhed, der beskytter mig. Rum og tid flettet sammen i et simpelt, men essentielt tal.