Hvem ejer Arktis?

Hvem ejer arktis: Canada vs Rusland om 895.000 kvadratkilometer

Konflikten om hvem ejer arktis skaber stor geopolitisk og diplomatisk aktivitet på grund af enorme uudnyttede naturressourcer. Det er en udbredt misforståelse, at stater blot gør krav på området ved at plante et nationalt flag. Forstå de komplekse juridiske regler for farvandet og ressourcerne her.

Hvem ejer egentlig Arktis og Nordpolen?

Ingen enkelt nation ejer Arktis eller selve Nordpolen. Området er opdelt mellem otte arktiske stater, hvoraf fem har kystlinjer, der grænser direkte op til Ishavet - Canada, Kongeriget Danmark (via Grønland), Norge, Rusland og USA.

Det arktiske havområde dækker over 14 millioner kvadratkilometer.^[1] De tilstødende kyststater har fuld suverænitet over deres landområder, kyster og tilhørende 200-sømil store økonomiske zoner. Men selve det dybe Polhav og Nordpolen ligger i internationalt farvand. Lad os være ærlige - det er et sandt juridisk mareridt. Mange tror fejlagtigt, at man bare kan sejle op til Nordpolen og plante et flag for at gøre krav på området.

Myten om flaget på havbunden

I 2007 sendte Rusland faktisk en ubåd ned for at plante et flag af titanium på havbunden direkte under Nordpolen. Det skabte store overskrifter globalt. Men det var udelukkende en symbolsk handling. Slet ikke. Det giver ingen juridiske rettigheder overhovedet. International lov fungerer ikke sådan.

FN's Havretskonvention og rettigheder over kontinentalsoklen

For at forstå arktis lande og suverænitet, er vi nødt til at se på reglerne. Ifølge FNs Havretskonvention (UNCLOS) har lande ret til at udnytte ressourcer inden for deres 200-sømil zone. Men konventionen tillader også kyststater at gøre krav på havbunden uden for denne zone, hvis de kan levere videnskabelige beviser.

Da jeg for et par år siden først forsøgte at sætte mig ind i disse komplekse traktater for at forstå fordelingen af Ishavet, var jeg fuldstændig fortabt. Jeg pløjede gennem hundredvis af siders juridisk tekst - uden at blive det mindste klogere. Min hjerne kogte. Det tog mig uger af frustration at indse, at det hele koger ned til én simpel ting. Ren geologi.

Hvis et land kan bevise, at havbunden rent geologisk er en naturlig forlængelse af deres egen landmasse, kan de gøre krav på ressourcerne i og på havbunden. Arktis anslås at rumme op mod 13 procent af verdens uopdagede oliereserver og 30 procent af naturgassen.^[2] Sjældent har et så øde område skabt så meget videnskabelig og diplomatisk aktivitet.

Ejer Danmark Arktis gennem Grønland?

Et ofte stillet spørgsmål er, om ejer danmark arktis. Det korte svar er nej - ingen ejer det hele. Men gennem Grønland er Danmark en central aktør med enorme legitime territoriale krav.

Kravet omfatter et havbundsområde på cirka 895.000 kvadratkilometer nord for Grønland. ^[3] Det er enormt. Dette specifikke område er omkring 20 gange større end selve Danmark. Men der er et problem - og her bliver det kompliceret - både Canada og Rusland gør krav på præcis de samme havområder.

Hvad sker der med overlappende krav i ishavet?

Når flere lande gør krav på det samme område, som det er tilfældet med Lomonosov-ryggen ved Nordpolen, indsendes videnskabelig data til FNs Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS). De vurderer den geologiske dokumentation.

Men - og dette overrasker de fleste - kommissionen løser ikke selve grænsestridighederne. De fastslår kun, om landene videnskabeligt set har ret til at gøre krav. Selve den endelige grænsedragning skal landene efterfølgende forhandle sig frem til indbyrdes. Helt fredeligt. Det er en proces, der forventes at tage årtier.

Hvem har rettigheder i Ishavet?

De fem kyststater (Danmark/Grønland, Canada, Norge, Rusland, USA)

Canada, Danmark og Rusland har alle overlappende krav der dækker selve Nordpolen

Mulighed for at kræve havbundsressourcer ud over 200 sømil baseret på geologi

Eksklusiv ret til fiskeri og ressourcer op til 200 sømil fra kysten

Øvrige arktiske stater (Sverige, Finland, Island)

Ingen territoriale eller ressourcemæssige krav ved Nordpolen

Kan ikke gøre krav på havbunden i det centrale Ishav

Ingen zoner der grænser direkte op til det centrale Polhav

Udfordringen med at kortlægge Lomonosov-ryggen

Et forskerhold bestående af geologer fra flere arktiske nationer stod i 2014 over for en massiv udfordring. De skulle indsamle data fra havbunden dybt under isen for at bevise den geologiske sammenhæng med deres fastland, men de ekstreme minusgrader fik konstant udstyret til at fryse fast.

Deres første forsøg med standard sonarfejning fra isbrydere slog totalt fejl. Isblokke, der skurede mod skroget, skabte akustisk støj, som fuldstændig ødelagde signalerne. De spildte uger på at indsamle ubrugelige data. Frustrationen i teamet var enorm - uret tikkede i forhold til FN's deadlines.

Gennembruddet kom en sen aften (og det tog mig ærligt talt lang tid at forstå hvorfor dette virkede), da de indså, at de måtte ændre taktik fra overfladen til dybet. I stedet for skibsbaseret sonar, begyndte de at udsætte specialdesignede undervandsrobotter (AUV'er), der kunne operere lydløst under havisen.

Efter flere måneders intens og nervepirrende dataindsamling lykkedes missionen. Robotterne indsamlede 80 procent mere præcise topografiske data uden støjforstyrrelser. Dette udgjorde kernen i de videnskabelige beviser for, at kontinentalsoklen rakte meget længere ud end tidligere antaget, hvilket ændrede det diplomatiske landskab.