Hvem bliver umyndiggjort?

Den tynde linje: Hvem mister egentlig deres myndighed?

Myndighed. Et ord der for mange associeres med frihed og selvbestemmelse. Men for nogle voksne er denne selvbestemmelse begrænset, ofte på grund af sygdom, svækkelse eller andre omstændigheder. Det er her begrebet værgemål kommer ind i billedet, og det er vigtigt at forstå, at værgemål og umyndiggørelse ikke er synonymer.

Mange misforstår nemlig relationen mellem værgemål og myndighed. En udbredt misforståelse er, at et værgemål automatisk betyder umyndiggørelse. Det er dog ikke tilfældet. En voksen person kan sagtens være underlagt et værgemål uden at have mistet sin retlige handleevne. Værgemålet fungerer i sådanne tilfælde som en støtte, en hjælpende hånd, der sikrer, at personen får den nødvendige hjælp til at varetage sine egne interesser. Værgen kan for eksempel bistå med økonomisk administration eller kontakt med myndigheder, men den myndige person træffer stadig selv beslutningerne.

Umyndiggørelse er derimod en juridisk handling, der kun kan iværksættes af en domstol. Det betyder, at retten aktivt beslutter at fratage en person deres retlige handleevne, helt eller delvist. En fuldstændig fratagelse af retlig handleevne betyder, at personen ikke selv kan træffe beslutninger om noget som helst – hverken i økonomiske eller personlige anliggender. Alt skal gå gennem værgen.

Men selv ved en delvis fratagelse af retlig handleevne, forbliver personen formelt myndig. Dette betyder, at de fortsat kan træffe beslutninger inden for de områder, hvor deres handleevne ikke er begrænset. Det er dog afgørende at understrege, at denne begrænsning kan være betydelig og have store konsekvenser for individets liv. Værgen har i disse tilfælde et ansvar for at sikre, at de områder, hvor den myndige person mangler handleevne, varetages på en forsvarlig måde.

Det er altså ikke en simpel ja/nej-beslutning. Det handler om en gradvis skala af støtte og beskyttelse, hvor værgemål kan være en form for assistance, mens umyndiggørelse er en drastisk indskrænkning af rettigheder. Det er afgørende at forstå denne nuance for både at beskytte sårbare individer og samtidig respektere deres selvbestemmelse i størst muligt omfang. En korrekt vurdering fra de professionelle involveret – såsom læger, sagsbehandlere og dommere – er derfor afgørende for at finde den rette balance mellem støtte og selvstændighed.