Hvad vil det sige at få en betinget dom?

Hold da op, en betinget dom! Det lyder jo næsten for godt til at være sandt, ikke? Som at vinde i lotto, men med en uhyggelig bismag. Slippe for fængsel – det var jo det jeg inderligt håbede på, selvfølgelig. Men stadig have den der dom hængende over hovedet som et sværd af Damocles… puha. En enorm lettelse, ja, det er det absolut. Men også en kæmpe, kæmpe sten i maven. Tænk sig, at man kan være så lettet og så angst på én gang. Det er sjovt, hvordan følelserne kan blande sig sådan.

Man skal jo være eksemplarisk. Disciplin, ja, det er nøgleordet. Og selvdisciplin, det er jo nærmest en overmenneskelig kraft, man pludselig skal finde frem til. Jeg husker min veninde, Maria, hun fik en betinget dom for et par år siden, efter en eller anden fulderikørsel – det var så uheldigt. Hun sagde, at den første måned var ren overlevelse. Hun rystede næsten, hver gang hun så en politibil, fortalte hun mig. Jeg tror faktisk, hun skiftede rute til arbejde, bare for at undgå at køre forbi politistationen.

Og frygten… den sidder der, ved du. Selv nu, efter at alt er overstået, kan jeg mærke den sidde et sted langt nede i maven. En konstant, lav rumlen af “hvad nu hvis?”. Hvad nu hvis man laver en fejl? Hvad nu hvis alt går galt alligevel? Man føler sig heldig, ja, det er man jo nok også. Men presset, det er bare… man bærer det på skuldrene, 24/7.

Det er en chance, det ved jeg. En chance for at rette op på tingene, for at vise, at man kan. En chance, man skal gribe, ellers var det hele jo bare spildt. Men man skal også huske at være god ved sig selv. Man skal ikke glemme at trække vejret og huske at man er et menneske med svagheder. Jeg har i hvert fald lært det den hårde vej. Det er en kamp – en kæmpe kamp – men den er det værd, ikke? Eller…? Det håber jeg da virkelig.