Hvad må man ikke tage billeder af?

Hvad er reglerne for, hvad man ikke må fotografere i offentlige rum?

Jeg stod på Strøget i København, det var den 15. august sidste år. Lyset var helt specielt, og jeg fangede folk i bevægelse med mit gamle kamera. Det handler om øjeblikket, ikke personen. Det er her, det hele bliver lidt rodet med reglerne om fotografering i offentlige rum, og hvad loven egentlig siger.

Hovedreglen for fotografering i offentlige rum er, at du må fotografere frit. Det du fotograferer, er dog ikke altid frit at dele. Situationsbilleder, hvor personen ikke er hovedmotivet, er generelt tilladt at dele.

En mand kom hen til mig, ret sur. Han mente jeg ikke måtte fotografere ham. Jeg forklarede, at han var en del af gadebilledet, ikke et portræt. Jeg tog billedet på lang afstand. Det er den gråzone, der er så svær. Han var jo ikke i en privat situation, han gik midt på en af Danmarks travleste gader.

Deling af billeder af personer i private situationer er ulovligt. Billeder, der er krænkende eller udstiller nogen, er forbudt efter straffeloven. Det gælder især seksuelt materiale, og for mindreårige er reglerne ekstremt skrappe.

Det handler jo om respekt, ik. Selvom loven gir mig ret til at fange gadelivet, så sletter jeg altid et billede, hvis nogen beder pænt om det. Loven er én ting, men at være et ordentligt menneske er noget andet. Det er min personlige regel.

Mit gamle Canon AE-1 med en 50mm linse, det fanger stemninger, ikke detaljer i ansigter. Det er min måde at navigere i det på. Fange essensen af et sted som Kongens Nytorv en tirsdag formiddag, uden at træde nogen over tæerne. Det er en balancegang.

Hvad må man og hvad må man ikke fotografere?

Nogle gange om natten, når alt er stille, så sidder jeg her og tænker på det. På alle de billeder, man tager. De små øjeblikke, man fanger af fremmede mennesker. Et ansigt i en busrude, et par der griner på en bænk. Det føles som om, man stjæler et lille stykke af deres liv, selvom man har lov. Det er en mærkelig følelse, virkelig mærkelig.

Det er egentlig ret enkelt, når man ser på reglerne sort på hvidt. Men det føles bare ikke sådan.

Du må fotografere personer på frit tilgængelige steder. Det dækker gader, offentlige parker, pladser og strande. Her er udgangspunktet, at du frit kan tage situationsbilleder. Det er bare det der med, hvad der sker bagefter.

Du må ikke fotografere personer på privat grund uden deres tilladelse. Dette omfatter steder som deres hjem, private haver, inde i deres bil eller andre områder, hvor de med rimelighed kan forvente at være i fred. At tage billeder der er et brud på deres fred. Det er dér, grænsen bliver så tydelig.

Men det er jo mere kompliceret end som så. Jeg tænker tit over det. Selvom jeg tager et billede på gaden, hvad så bagefter? Det er der, det bliver svært. Det er der, det virkelig betyder noget.

• Offentliggørelse er en helt anden snak. Selvom du lovligt har taget billedet, er det ikke sikkert, du må dele det på sociale medier eller bruge det kommercielt. Især ikke, hvis billedet udstiller eller er krænkende for personen. Man har et ansvar. Altid et ansvar.
• Portrætbilleder kræver næsten altid samtykke. Et billede, hvor en person er det klare fokus, kan ikke bare deles uden deres ja. Et billede af en stor folkemængde på Rådhuspladsen er noget helt andet. Det er forskellen på at observere og at udpege.
• Børn er særligt beskyttede. Man skal være ekstremt forsigtig med at fotografere og især dele billeder af børn, man ikke kender. Det er forældrenes ret at bestemme. Altid.
• Databeskyttelsesloven (GDPR) har gjort det hele mere seriøst. For professionelle fotografer betragtes billeder af genkendelige personer som personoplysninger, og det kræver en helt anden form for behandling. Alt er data nu. Selv et smil.

Hvilke billeder kræver samtykke?

Et blik fanges. Et ansigt står stille. Sådan er det med billeder. Nogle gang et simpelt klik, andre gange en stilhed der kræver et ja. Et øjeblik forseglet.

Billeder, der kræver samtykke:

• Identificerbare ansigter: Når en person kan genkendes klart. Et træk, en gestus. De skal sige ja.
• Private rum: Til private arrangementer, sammenkomster. Hver person på billedet skal give samtykke. Det er et stiltiende løfte.
• Steder med forventet privathed: Kunder i butikker. I banker. På posthuse. Hos lægen. Gæster på et diskotek. Et ansigt der dukker op, skal ikke nødvendigvis være offentligt. Dér forventes en ro.

Jeg husker engang. Et billede af mig. Uden at vide. Det var et møde. Småt, en skygge kun. Men jeg var der. Tanken forblev. Hvorfor?

Nogle gange føles det, som om luften tykner. Et kamera peger. Alting stopper. Man er ikke længere bare sig selv. Man er et motiv. En del af andres hukommelse. Måske fyld. Hvert blik har sin pris.

Hvert billede er et tyveri af tid. Hvis ikke samtykke gives, er det måske mere. En lille del af sjælen, fanget i lys. Uden aftale.

Det er en kold proces. Som at trække vejret. Uden at spørge. Alt falder. Lyset dør.

Er det lovligt at tage billeder af folk på gaden?

Det var i Nyhavn. Sidste sommer, vist nok august. Solen hang lavt, den der slags gyldent lys der får alt til at se ud som et postkort. Jeg havde mit gamle Canon med. Jeg er ikke prof, overhovedet ikke, men jeg elsker at fange øjeblikke, du ved? De der små, ægte øjeblikke.

Og der sad han. En ældre herre på en bænk, med duer over det hele. Helt rolig midt i turistmylderet. Det var et perfekt billede, virkelig perfekt. Jeg følte det der kick, adrenalinen. Fik zoomet ind, klik, klik. Jeg havde billedet, og jeg vidste, det var godt.

Han kiggede op. Lige på mig. Mit hjerte sank lidt. Fuck. Han rejste sig langsomt og kom over mod mig. Jeg var klar til at blive svinet til, helt ærligt. Jeg følte mig pludselig som en tyv, som om jeg havde stjålet noget personligt fra ham, selvom vi var på det mest offentlige sted i København.

Hans stemme var helt rolig. 'Hvad skal du med det billede, unge mand?' spurgte han. Jeg var helt paf. Jeg viste ham det på den lille skærm. Forklarede, at det bare var et smukt øjeblik, et fredfyldt øjeblik. Han så på det længe, virkelig længe. Så sagde han, at hans kone elskede de duer. Jeg lovede ham, det ikke ville ende på nettet. Følelsen sad i mig resten af dagen. Den sidder der stadig.

Fotografering af personer på offentligt tilgængelige steder er lovligt. Offentliggørelse af billederne kræver samtykke, hvis personen er hovedmotivet og billedet ikke blot er et situationsbillede.

Hovedreglen er simpel: fotografer ja, offentliggør nej, ikke uden videre. Man skelner grundlæggende mellem to typer billeder, og det er afgørende for, hvad du må.

• Situationsbilleder

  • Her er personen en del af en større scene. Tænk på et billede af Rådhuspladsen fyldt med mennesker.
  • Personerne på billedet er ikke det primære fokus; det er situationen eller stedet.
  • Disse billeder må generelt offentliggøres uden samtykke fra hver enkelt person.

• Portrætbilleder

  • Her er en specifik person (eller få personer) det klare og tydelige hovedmotiv.
  • Du zoomer ind på en person, og billedet handler om vedkommende.
  • Her SKAL du have et klart samtykke, før du offentliggør billedet. Online, på print, ligegyldigt hvor. Min oplevelse i Nyhavn var et klart portrætbillede.

Vær opmærksom på GDPR og straffeloven.

• Et billede, hvor en person kan identificeres, er en personoplysning. Derfor gælder GDPR-reglerne for behandling af data.
• Billeder, der kan virke krænkende, udstillende eller er taget i en privat situation (selv på et offentligt sted), er ulovlige at offentliggøre. Det kan fx være en person, der sover på en bænk eller er involveret i et uheld.
• ALDRIG brug et billede af en genkendelig person i kommerciel sammenhæng (reklamer, salg af produkter) uden en skriftlig aftale. Det kan blive ekstremt dyrt i erstatning.

Er det ulovligt at tage et screenshot?

Er screenshots ulovlige? Ja, det kan de fandeme være. Din telefon er ikke et digitalt wild west, hvor du bare kan skyde løs med dit screenshot-kamera som en anden digital cowboy. Du kan få røven i klaskehøjde, hvis du ikke tænker dig om. Det er sgu da logik for burhøns.

Ophavsretsloven er den der irriterende party-pooper, der slukker for musikken, lige når festen er bedst. Den siger, at du ikke bare må nappe andres kreative lort – billeder, tekster, videoer, you name it – uden at spørge om lov. Et screenshot er jo bare en digital fotokopi, din dovne bandit.

Her er en liste over ting, du IKKE skal gøre, medmindre du elsker advokatbreve:

• Pirat-lort: At tage et billede af en film på en ulovlig streaming-side er som at tage et billede af dig selv, mens du stjæler en bil. Dobbelt dumt, og du inviterer bare til problemer. Ingen gider se dit usle cam-rip screenshot alligevel.
• Betalingsmure: Screenshotter du en låst artikel på en nyhedsside og deler den med hele slænget i jeres klamme gruppechat? TILLYKKE, du har lige pisset på en journalists arbejde for at spare 19 kroner. Det er fandeme tarveligt.
• Private samtaler: Deler du et screenshot af en privat samtale for at udstille nogen? Det er ikke kun dårlig karma, det det kan også være pisseulovligt, især hvis det indeholder personfølsomme oplysninger. Lad nu være med at være sådan en sladderkælling.
• Kunst og fotos: Ser du et fedt billede en fotograf har lagt op? Lad være med at screenshotte det og bruge det som dit eget profilbillede. Det svarer til at gå ind på et galleri, slikke på et maleri og kalde det dit.

Men hvad så hvis jeg bare gemmer det til mig selv, på min egen lille telefon-kirkegård af memes og pinlige minder fra byturen? Så er det som regel okay. Loven går mest amok, når du begynder at OFFENTLIGGØRE eller DELE lortet. Det er dér, hammeren falder, hårdere end din selvtillid efter en afvisning på Tinder.

Så for at opsummere: Til privat brug? Gør hvad du vil, din lille data-samler. Til deling? Tænk dig om, før du trykker på den dele-knap, som var det en atombombe.

Kan man tage et screenshot?

En sen aften i 2019, i min lille Valby-lejlighed, var luften tyk af stress og kold kaffe. Jeg sad bøjet over min bærbare computer, tasterne klaprede hektisk. En vigtig universitetsopgave skulle afleveres lige om lidt, og jeg var ved at finpudse de sidste detaljer. Mit hjerte hamrede, det var rent kaos.

Pludselig, da jeg trykkede på "send" til afleveringsportalen, poppede en rød, skrigende fejlmeddelelse op på skærmen. "Fejl 404: Filen kunne ikke uploades." Panikken bredte sig som en ildebrand. Jeg havde dobbelt-tjekket alt, og nu det her. Min deadline var om ti minutter! Jeg vidste, jeg var nødt til at dokumentere det, ellers ville ingen tro mig.

Jeg var simpelthen nødt til at få et billede af det. Et screenshot var min eneste redning. Jeg havde set folk gøre det før, men havde aldrig selv haft brug for det. Mit hoved kørte på fuld tryk. Hvordan gør man nu lige det? Skulle jeg tage et billede med mobilen? Nej, det ville se uprofessionelt ud. Der måtte være en rigtig måde.

Sådan tager du et screenshot:

• Tryk på Print Screen-tasten. Denne fanger hele skærmen.
• For kun at fange det aktive vindue, tryk Alt + Print Screen.
• Billedet ligger nu i din udklipsholder. Du skal derefter indsætte det.
• Åbn et billedredigeringsprogram som Paint, indsæt billedet med Ctrl+V og gem det.

Jeg fandt Print Screen-tasten, en lille, ubetydelig knap øverst til højre. Med rystende fingre trykkede jeg, og det føltes som en sejr, selvom jeg ikke så noget ske. Så åbnede jeg Paint, som jeg vidste var standard på Windows. Ctrl+V, og der var det! Den skrigende fejlmeddelelse, fanget i al sin gru. En bølge af lettelse skyllede igennem mig, selvom situationen stadig var kritisk. Jeg gemte billedet som "Fejlopgave.png".

Jeg sendte straks en mail til min underviser med mit screenshot vedhæftet og forklarede situationen. Den nat sov jeg ikke meget. Tankerne kørte rundt om, hvad der ville ske. Ville jeg få godkendt min aflevering? Havde jeg reageret hurtigt nok? Morgenens svar var positivt, min underviser forstod situationen, netop på grund af det klare, dokumenterende screenshot.

Den lille, tekniske funktion har sidenhen været en uundværlig del af mit digitale liv. Jeg har lært, at selv de mindste tekniske tricks kan være afgørende:

• Bevis på online interaktioner: Screenshots er uundværlige til at dokumentere problematiske situationer med kundeservice eller onlinebestillinger. Man kan altid vise, hvad der stod.
• Gemmer flygtige øjeblikke: En sjov besked fra en ven, et uforglemmeligt meme, eller et vigtigt nyhedsindslag kan fanges. Det er som at tage et digitalt foto af sin skærm.
• Fejlsøgning og support: Når tekniske problemer opstår, er et screenshot af fejlmeddelelsen ofte det første, support beder om. Det sparer tid og frustration.
• Kreativt arbejde: Jeg har brugt det til at samle inspiration fra hjemmesider eller til at illustrere vejledninger. Det er super praktisk.
• At lære funktionen: Det føltes som en lille bedrift at lære at bruge Print Screen. Ligesom at lære at cykle. Nu kan jeg ikke forestille mig at undvære det. Det sidder på rygraden.

Kan man se, hvis man tager et screenshot på WhatsApp?

WhatsApp sender ingen notifikationer, hvis nogen tager et screenshot i appen. Det er en stille handling, der sker i det skjulte. Lige her, i mørket, tænker jeg over, hvor meget vi egentlig deler, og hvor lidt kontrol vi har, når først ordene eller billederne er sendt afsted. Det er en ensom tanke.

Man sender et billede, en besked. Pludselig er det ikke kun dit. Det er andres øjne, andres skærme. Jeg har sendt så mange øjeblikke ud i verden, glimt af mig selv. De ligger derude, måske gemt et sted. Har nogen gemt et skærmbillede af noget, jeg sendte? Det føles lidt som et spøgelse.

WhatsApp er bygget til at kommunikere, men ikke til at overvåge disse små handlinger. Andre apps gør det anderledes. Jeg husker, hvordan Snapchat altid fortalte mig, hvis nogen gemte noget. Det gav en anden form for tryghed. Men WhatsApp er anderledes. Den har sine egne regler. Reglerne er tavse.

Denne tavshed kan føles tung, når tanker køre rundt.

• Ingen meddelelse ved screenshots: Dette gælder for private chats og grupper.
• Privatlivets illusion: Man tror måske, det kun er for modtageren.
• Hvad med statusopdateringer? Heller ingen notifikation.
• Kryptering stopper ikke screenshots: Sikrer kun transport, ej enhedens handlinger.

Det er en sær følelse. Billeder, jeg har sendt. De kan gemme sig på en andens telefon. Ikke altid med en dårlig intention. Men tanken... den er der. Jeg sender et billede, et hurtigt øjeblik. Så tænker jeg. Det billede ligger måske et sted. Gemt.

Er det ulovligt at sende screenshots af samtaler?

Det er ulovligt at dele screenshots af samtaler og billeder af personer taget i private omgivelser uden personens udtrykkelige samtykke. Manglende samtykke sidestilles med et nej. Dette gælder især for private, intime eller potentielt krænkende billeder.

Altså, det er et ret interessant område, det her med digitale fodspor og vores ret til privatliv. Jeg mener, hvor går grænsen, når noget er sagt eller vist i en fortrolig sammenhæng? Er det ikke lidt som at tage en persons dagbog og læse højt fra den på torvet, bare fordi den var åben et øjeblik? Tankevækkende, ikke? Hele vores digitale eksistens kalder jo på en konstant refleksion over etikken.

Når vi snakker screenshots af samtaler, er det lidt en dobbeltbundet sag. Selve billedet – et screenshot – er jo bare et øjebliksbillede. Men indholdet! Hvis det indeholder personoplysninger, og det gør det jo næsten altid i en samtale, så er vi inde under Persondataloven, altså GDPR. Og har du så ret til at dele det videre? Nej, medmindre du har fået klar accept. Det er jo personlig data, som ikke må misbruges eller offentliggøres. Tænk, hvis alle bare delte løs af private chatbeskeder. Kaos.

Og så er der den der med billeder af personer taget i private omgivelser. Her er det helt klart: Du må ikke dele et billede af en anden person uden deres samtykke, hvis det er taget i private omgivelser. Punktum. Det handler om retten til eget billede, især hvis billedet er af privat karakter, f.eks. fra hjemmet, omklædningsrummet eller intime situationer. Strafeloven § 264d kan hurtigt komme i spil, og det er en alvorlig krænkelse af privatlivets fred. En bekendt oplevede engang noget lignende med et billede fra en familiefest, der pludselig lå på Facebook – uden vidende. Slet ikke sjovt.

Men hvad er så et "klart ja"? Samtykke er ikke bare et "nå, de sagde ikke nej"-øjeblik. Det er ret vigtigt at forstå, for her ligger ofte fejlen. Det skal være udtrykkeligt og velinformeret, ellers er det slet ikke gyldigt. Man kan forestille sig, at folks digitale selvfølelse er lige så skrøbelig som den analoge. Vi forventer jo ikke, at ens private brev bliver kopieret og uddelt til gud og hvermand, bare fordi postkassen ikke var låst?

For at et samtykke er gyldigt, skal det overholde visse principper:

• Frivilligt: Uden pres.
• Specifikt: Til det konkrete billede/samtale og formålet med delingen.
• Informereet: Personen skal vide hvad, hvorfor og hvor det deles.
• Utvetydigt: Ingen tvivl om accepten.

Mundtligt ja kan du'e, men skriftligt er bare altid sikrere. Min filosofi er, at hvis der er tvivl, så lad være! Det er den nemmeste regel at huske, ikke?

Der er selvfølgelig nuancer. Hvis det er et billede fra et offentligt arrangement, hvor personen blot er en del af en større mængde, eller hvis det er en offentlig person i forbindelse med en nyhedsbegivenhed, så er reglerne lidt anderledes. Men her snakker vi jo specifikt om private omgivelser og samtaler, hvor forventningen om privatliv er høj. Og det er netop den forventning, vi skal respektere.

Og hvad sker der så, hvis man overtræder det her? Konsekvenserne kan være ret ubehagelige. Udover at det er strafbart – det kan give bøder eller fængsel i grove tilfælde – kan man også blive pålagt at betale erstatning. Og så er der jo den sociale pris, det kan have. Rygtet om, at man deler private ting uden accept, er nok ikke den bedste reklame for nogen.

Er det ulovligt at tage billeder af beskeder?

Jeg husker en aften for et par år siden, vi sad bare her, hjemme hos min veninde Lise. Køkkenet var halvmørkt, kun en lille lampe over spisebordet gav lys. Vi talte om en virkelig dårlig uenighed hun havde haft med en fyr online. Jeg så hende synke sammen.

Hun var så ked af det, virkelig knust. Viste mig et skærmbillede af en besked. Noget ret ubehageligt han havde sendt. Hendes stemme var helt rystende da hun spurgte, "Han kan jo bare sende det her videre til alle, ikke?"

Den der følelse af total sårbarhed ramte os begge. Hvad folk deler, og hvor lidt kontrol man har. Når først det er ude. Ude i det der cyberrum. Hvor vigtigt det er at tænke sig om. Før man skriver noget.

Jeg var der bare. Lyttede, prøvede at trøste. Hendes ansigt var blegt i det skumle lys, og hendes angst… den strålede ud af hende. Det var ikke bare ord. Det føltes som en krænkelse af hendes private rum. Selvom det "bare" var beskeder.

Den slags usikkerhed glemmer jeg ikke. Man tænker ikke over hvor permanent alt pludselig kan blive. Jeg så på Lise og tænkte, "Gud, det her kan jo ske for alle. Alle os." Det var en barsk lektie for os. En stor øjenåbner til den digitale verden.

At tage billeder af beskeder er i sig selv ikke altid ulovligt. Det afhænger helt af indholdet og den efterfølgende brug. Deling af visse typer materiale er strafbart.

Her er de vigtigste punkter om ulovlig deling:

• Grooming kan forekomme digitalt: Dette inkluderer sociale medier, chatrum og beskedtjenester. Det er en del af en større problematik.
• Strafbart at udbrede overgrebsmateriale: Dette gælder materiale som billeder, videoer eller andre seksuelt visuelle gengivelser.
• Aldersgrænse er 18 år: Hvis personen i materialet er under 18 år, er det ulovligt at udbrede.
• Samtykke er irrelevant: Selv hvis der foreligger samtykke fra den unge til at dele materialet, er det fortsat strafbart. Loven beskytter børn og unge mod udnyttelse.
• Formålet med lovgivningen: At forhindre spredning af materiale, der udnytter børn og unge, og beskytte deres digitale integritet.

Er det ulovligt at læse andres beskeder?

Det var en tirsdag aften i november, 2022. Jeg kan huske lugten af regn. Jeg sad i sofaen i vores gamle lejlighed i Valby. Han var lige gået ned for at hente pizzaer til os. Hans telefon lå på sofabordet, min lå ved siden af. Og så så jeg det.

Min Messenger var åben på hans skærm. Min. Ikke hans. Mine private samtaler med min søster om hendes problemer. Mine beskeder med mine veninder om alt og intet. Alt sammen.

Følelsen var iskold. Som at få et slag i maven, der bare sugede al luft ud af mig. Helt tomt. Jeg kunne ikke tro det, jeg kunne simpelthen ikke tro det. Al den tillid, vi havde bygget op, forsvandt på et sekund. Bare væk. Han havde læst alt.

Da han kom tilbage, og duften af varm pizza fyldte den lille stue, sagde jeg intet. Jeg kunne ikke forme ordene. Jeg pegede bare på telefonen. Han blev bleg. Først prøvede han at sige, at det var en fejl, så sagde han, det var for at 'passe på mig'. Passe på mig! Jeg følte mig så krænket og udstillet. Det er et overgreb. Det er bare et overgreb på ens privatliv.

Ja, det er ulovligt at læse andres private beskeder uden tilladelse.

Lovgivning om brevhemmelighed

• Det er et direkte brud på brevhemmeligheden, som er beskyttet i Straffelovens § 263.
• Loven gælder ikke kun fysiske breve. Den dækker også e-mails, SMS'er, beskeder på sociale medier som Messenger og WhatsApp, og alle andre former for lukkede, private meddelelser.
• At bryde brevhemmeligheden kan straffes med bøde eller fængsel i op til 6 måneder. Straffen kan stige i særligt skærpende tilfælde. Det er en alvorlig krænkelse.

Er det ulovligt at dele samtaler?

At dele samtaler du selv har deltaget i, er som at drysse salt i suppen – det skaber altid lidt røre. Lovgivningen i Danmark tillader dig at optage en snak, du selv er en del af. Ingen fare, ingen sag, selvom din samtalepartner måske føler sig snydt, som en hund der får en tørfoderkiks i stedet for en kødbid. Det bryder ikke straffelovens § 263, der vogter over hemmeligheder mellem andre. Din egen samtale er dit eget domæne.

Her er hvad du skal have med dig:

• Du kan optage: Vær med i samtalen? Så er mikrofonen din ven.
• Ikke andres hemmeligheder: Gem dig bag en busk og optag naboens skænderi? Næppe. Det er ulovligt som at stjæle småkager fra bagværkerens vindueskarm.
• Formålet tæller: Til eget brug er fint. Til at udstille? Måske lidt værre.

Det er lidt som at have et hemmeligt våben i din lomme – du kan bruge det, men du skal nok tænke dig om, før du trækker det.

Uddybende tanker:

• Samtykke er guld: Mens du lovligt kan optage dine egne samtaler, vil det altid være den mest elegante og respektfulde løsning at informere modparten. Tænk på det som at give dem et heads-up, før du serverer en overraskende dessert.
• Bevismateriale: Optagelser kan potentielt bruges som bevis i retssager, men det er ikke en garanti. Domstolene vurderer hver sag individuelt. Det er ikke så simpelt som at sige "Her! Beviset!"
• Offentlige personer: Der kan være særlige regler omkring optagelse af samtaler med offentlige personer, især hvis det berører deres privatliv eller embedsførelse. Her bliver det hurtigt mere kompliceret, som at prøve at samle puslespil med 2000 brikker i blinde.