Kan man blive rask fra ADHD?

Kan man blive rask fra ADHD? Altså, rigtig rask? Det spørgsmål har jeg tumlet med i årevis. Og svaret, det stikker lidt i hjertet hver gang: Nej. ADHD, det er ligesom… en del af mig. En indgroet del. En skygge, der altid er der. Man bliver ikke bare færdig med den.

Det er kronisk, siger de. Kronisk. Det ord… det lyder så… permanent. Uforanderligt. Som en livstidsdom. Er det virkelig sådan, det er? Nogle gange føles det sådan. Husker tydeligt dengang i skolen, hvor jeg bare ikke kunne sidde stille. Lærerne… de forstod det ikke. De troede bare, jeg var uartig. Og den indre uro, den er der stadig. Den bobler under overfladen. Som en gryde, der er lige ved at koge over. Bare konstant. Før var det vild dans med arme og ben, nu er det mere… en konstant summen indeni. Kan I fornemme det? Den der… rastløshed?

De siger, hyperaktiviteten ofte aftager med alderen. Ja ja, den forandrer sig. Bliver til noget andet. Noget mere… indadvendt. Men væk, nej, det er den ikke.

Jeg har læst et sted, at under halvdelen af os med ADHD klarer sig godt som unge og voksne. Under halvdelen! Det er jo… skræmmende, ikke? Hvor hører jeg mon til? Det tænker jeg tit på.

Men okay, der er håb. Heldigvis. Behandling. Støtte. Det kan gøre en kæmpe forskel. Virkelig. For mig har det i hvert fald hjulpet at… ja, at lære mig selv bedre at kende. At acceptere den her… ADHD-del af mig. At finde strategier. Mine egne små tricks. Det er ikke altid nemt. Overhovedet ikke. Men det kan lade sig gøre at leve et godt liv med ADHD. Et rigtigt godt liv. Selvom skyggen altid er der.