Hvornår holder børn op med at slå?

Åh, det der med at slå... Hvem har ikke stået der, fuldstændig magtesløs, med et barn, der bare slår? Det er hjerteskærende, ikke? Man føler sig jo som en fiasko. Husker tydeligt min nevø, lille Emil, han var nok omkring tre, måske lidt yngre, da han gik igennem sådan en fase. Alt var et potentielt våben – legetøjsbiler, skeer, ja selv en blød bamse blev forvandlet til et aggressivt projektil. Det var jo ikke fordi han var ond, slet ikke! Bare frustreret. Han vidste bare ikke hvordan han skulle sige, hvad der var galt. Han kunne jo ikke engang formulere det selv, tænker jeg. Hvordan skulle han så forklare det til os voksne, der stod og lignede store spørgsmålstegn?

Man siger jo, at det typisk stopper omkring treårsalderen, når de lærer at udtrykke sig på andre måder. Men hvad hvis det ikke gør? Hvad gør man så? Det føltes i hvert fald som en evighed med Emil. Vi prøvede alt! Forklarede igen og igen, at det ikke er okay at slå, at det gør ondt. Prøvede at aflede ham, give ham alternativer. "Brug ord, Emil," sagde vi, men det var jo nemmere sagt end gjort, for hvilke ord skulle han bruge, når han ikke engang selv vidste, hvad der foregik indeni ham?

Nogle gange læste jeg at det skulle hjælpe at sætte dem på "timeout," men jeg ved ikke… Jeg tror nu mere på at give dem knus og nærvær, når de har roet sig ned. Måske er det bare mig. Det virkede i hvert fald med Emil. Han lærte det jo heldigvis, ligesom de fleste børn gør. Det er jo bare så frustrerende imens det står på. Man vil jo bare have sit barn skal være glad og ikke mindst, at de ikke slår! Det er jo ikke ligefrem den opførsel, man ønsker at se. Men det går over, det gør det. Tålmodighed er vist nøgleordet her, og måske en god portion dybe indåndinger for de voksne involverede... pust!