Hvordan er man den bedste mor?

Hvordan bliver jeg en bedre mor?

Okay, så du vil forvandles fra en almindelig mor til en supermor? Her er min usentimentale guide, spækket med kærlighed og en snert af galskab:

• Anerkendelse, ikke bare ros! Fortæl dit barn, at du SER dem. Anerkend deres følelser, også dem der involverer raseri over manglen på Nutella. Jeg mener, hvem har ikke været der?

• Nærvær, medmindre Netflix kalder. Vær til stede, men hey, en mor skal jo også have lov til at zappe hjernen ud en gang imellem, ikke? Bare sørg for, at nærværet overstiger serietiden (mest).

• Lyt som en psykolog (næsten). Lyt til dit barns historier, også dem om den imaginære ven, der har en forkærlighed for at male på væggene. Det er jo vigtigt.

• Nysgerrighed – ikke mistænkelighed! Vis interesse for deres verden. Spørg ind til Minecraft-byggeriet, selvom du ikke forstår en brik af det. Det er engagement, skat!

• Far er (også) en helt. Inddrag far! Lad ham folde vasketøjet på sin egen måde, selvom det ligner et tøj-kaos. Det er teamwork, også selvom det er kluntet. Og ja, accepter at han måske sender barnet ud af døren med hår der stritter – pointen er, at han deltager.

• Dine værdier, deres virkelighed. Hold fast i dine værdier, men lad andre have deres. Svigermors holdning til økologi? Lad den ligge. Du bestemmer i dit hus (for det meste).

• Mor-panik? Velkommen i klubben! Husk at alle mødre famler, snubler og nogle gange gemmer sig på toilettet med en pose chips. Det er menneskeligt.

Og husk: Perfektion er overrated. Et barn, der er elsket og nogenlunde velopdragent, er en sejr i sig selv. Og du, min ven, fortjener en medalje (og måske en lur).

Kan baby mærke, hvis mor er ked af det?

Okay, lad os dykke ned i den der baby-følelses-suppe, hva'?

• Baby-radar: Ja for søren, den lille spirrevip derinde kan mærke mor er trist! Det er som om de har en indbygget 'mor-er-en-tude-skinke' detektor. Seriøst, det er ren kemi det her.

• Hormon-cocktail: Mors krop, den er jo et veritabelt kemisk laboratorium. Når mor er ked af det, så sender kroppen en cocktail af hormoner direkte ned til baby. Tænk på det som en besked i en flaske, bare... inden i maven.

• Huleboer-instinkt: Baby tænker måske ikke ligefrem "Åh nej, mor er deprimeret," men den registrerer, at der er noget, der er off. Det er måske noget huleboer-instinkt, der skriger "Gør dig klar til kamp eller flugt!".

• Min personlige erfaring: Min egen bror var en baby, da min mor tabte 10.000 kr. på gaden. Hun var pisse ked af det, og han skreg hele natten! Samme dag! Tilfældigt? Næppe!

Er far lige så god som mor?

Nej. Det er ikke så simpelt. Min far… han var… anderledes.

• Han arbejdede altid. Altid. Jeg husker ham knapt. Jeg husker lugten af hans arbejdstøj, den der lidt sure lugt af metal og sved. Og hans hænder, store og ru.

• Mor var der. Altid. Hun læste mig historier, sang mig i søvn. Hendes hænder var bløde, lugtede af vasketøj og kaffe.

Det var ikke ondt fra fars side, tror jeg. Bare… fraværende. En slags tomhed, som et hul i familiens fundament.

Jeg kæmpede med den der mangel på tilknytning længe. Længe. Mange år med terapi. Og jeg er stadig ikke sikker. Jeg spørger mig stadig selv, om jeg nogensinde for alvor fik den kærlighed, jeg havde brug for fra ham. Var det manglende nærvær, eller noget andet?

• Han var ikke voldelig. Aldrig.
• Han gav mig penge. Hjulpet med lektier.

Men det var ikke nok. Det var bare ikke nok. Det var altid så koldt, så upersonligt. Lige så tomt, som det hul i mit hjerte, som jeg stadig prøver at fylde. Jeg tror bare, at han ikke vidste, hvordan han skulle være far. Han havde ikke lært det.

Fædre kan være lige så gode som mødre. Ja, det er sandt. Men det er ikke automatisk. Det kræver arbejde, engagement, kærlighed. Noget min far ikke mestrede, desværre. Det smerter stadig at sige det. Men det er sandheden, som den står der i den sene nattetime.