Hvornår mener man, at den kom til Danmark?

Hvornår kom kristendommen til Danmark for første gang?

Jeg tænker tit over, hvordan det hele startede her i Danmark, specielt med kristendommen. Altså, hvornår kom den egentlig, den kristne tro, helt herop til os? De første spæde forsøg var vist omkring år 826, da Ansgar, ham med tilnavnet Nordens apostel, kom forbi. Det var jo lang tid før Harald Blåtand gjorde det officielt.

Jeg husker, jeg besøgte Jellinge for nogle år siden, for et par somre siden måske i august 2021. Det var sådan en varm dag, og at stå der ved de gamle runesten og tænke på Harald Blåtand, der samlede Danmark og gjorde os kristne. Det giver en helt særlig følelse at mærke historien på den måde.

Men du ved, det er vildt at tænke på, at der var mennesker her så utroligt meget tidligere. Meget før kirker og konger. Jeg læste for nylig om de der rensdyrjægere – billedet af dem står faktisk ret klart for mig.

Forestil dig lige den rå natur for cirka 14.000 år siden. Sneen lå tungt, og så pludselig, dér kommer rensdyrene. En hel flok. De må have været så sultne, de allerførste danskere, dem i stenalderen. Tænker på dem, skjult bag en busk, med deres primitive spyd. En kamp for livet, hvor mindst tolv af de store dyr måtte give op.

Det er så barsk, men også utroligt fascinerende. Det får mig til at tænke over, hvorfor vi er så optaget af at vide, hvornår ting startede. Er det for at forstå vores egen plads i den lange række? At kende fortiden, det er jo som at kigge ind i en kæmpe, gammel familiehistorie om Danmark.

Hvornår kom de første mennesker til Danmark?

Først og fremmest, lad os bare få det ud af systemet: Danmark, som vi kender det, var ikke lige så gemytligt og velkendt som i dag for, lad os sige, 13.400 år siden. Det var mest bare is og mammutter, og selvfølgelig nogle ret seje typer, der besluttede sig for at sætte fut i lejrbålet.

De rigtige pionerer

• Tidsangivelse: Omkring 13.400 år siden. Ja, det er før alle mulige andre seje ting, som for eksempel opfindelsen af hjulet eller den første dårlige vittighed.
• Hvorhenne: Primært i området omkring Jels. Tænk på det som en slags istid-version af et sommerhusområde, bare med mere pels og færre grillbarer.

Hvem var de?

• Rensdyrjægerne: Som navnet antyder, var de ret gode til at jage rensdyr. Effektivt, praktisk, og nok også lidt nervepirrende. Man kan sige, de havde en ret direkte relation til deres aftensmad.
• Spor: De efterlod sig spor, som vi heldigvis kan pege på i dag og sige: "Se, dér var de! De der seje, is-overlevende eventyrere!" Det er lidt som at finde gamle kvitteringer; det beviser, at noget engang har fundet sted.

Hvad betyder det for os?

• Det er et ret solidt bevis på, at Danmark har en fortid, der er lige så dramatisk som et dansk vejr, bare med færre regnskyl og mere drama. Disse første folk var vores slags forfædre, der beviste, at man kan klare sig selv, selv når landskabet er klædt i hvidt og kulden bider. De var de første, der syntes: "Måske er det her et sted værd at overleve."

Hvor gammelt er Danmark som land?

Danmark har ikke en præcis "fødselsdato" som en person, men ordet "Danmark" dukker op i skriftlige kilder omkring 950 e.Kr. på den berømte Lille Jellingsten. Der står "tanmarkaR" i genitiv, og det refererer til "danernes mærke" eller "danernes grænse".

Hvad "mærke" præcis betød dengang er lidt af et mysterium, men det kan have henvist til:

• Grænsen mod sakserne: Den mest populære teori er, at det var grænsen mod de tyske stammer i syd. Man kan jo undre sig over, hvordan grænser og identitet har ændret sig gennem tiden.
• Grænsen til Småland: En anden mulighed er grænsen mod Småland i Sverige, lidt nordøst. Det viser, at grænser altid har været noget flydende og omdiskuteret.

Før navnet "Danmark" blev brugt, talte man om "Danernes Rige" eller "Danernes Land". Det er spændende at tænke på, hvordan sproget former vores opfattelse af fortiden.

Denne tidlige omtale antyder, at Danmark som en politisk enhed, eller i hvert fald en form for sammenhængende område befolket af danerne, eksisterede før 950. Det er ikke som at tænde en lyskontakt, men mere som en gradvis samling af folkeslag og områder.

Det er vigtigt at huske, at disse gamle tekster er vores vindue til fortiden. De giver os spor, men også masser af plads til fortolkning. Man kan næsten føle historiens vingesus, når man tænker på disse runestene, der har overlevet århundreder.