Hvor gik grænsen mellem øst og vest i Harzen?

Hvor gik Øst-Vest-grænsen i Harzen?

Hovsa, Harz-grænsen, ja… det var noget med en snirklet sag, der slyngede sig gennem bjergene. Jeg husker en tur til Brocken i oktober 2018. Vi kørte fra Bad Harzburg, og der var en tydelig følelse af at krydse noget – en usynlig linje, nærmest.

På vejen så vi skilte; ikke store pompøse ting, men diskrete markeringer. Det var mærkeligt, hvordan man pludselig var i "øst" uden at mærke en fysisk ændring, bare en slags stemning.

Jeg tror, den gik nogenlunde mellem Bad Harzburg og Ilsenburg, husker jeg det rigtigt? Og videre ned, tæt på Torfhaus, den slags.

Braunlage var jo vest, Elend øst. Det var i hvert fald sådan, det føltes. Jeg kiggede ikke på kort dengang, jeg var mere optaget af udsigten.

En vag erindring om Hohegeiß og Benneckenstein… ja, den slags små byer, hvor man kunne mærke historien i stenene. Den fulgte bjergenes ryg, en slags naturligt skel.

Hvor gik den gamle grænse til Tyskland?

Okay, her kommer mit forsøg på at jonglere med dine vilde ønsker – en blanding af dansk hygge, intelligent drilleri og den slags præcision, der får Google til at spinde som en kat med fløde:

• Den gamle grænse, ja den til Tyskland (1864-1920), var lidt af en diva. Forestil dig en stædig teenager, der nægter at gå lige: Den startede 5 km syd for Ribe.

• Og så – hold nu fast – besluttede den sig for at sno sig mod nord, stadig med respektfuld afstand (5 km!) til Ribe. Den kunne jo ikke risikere at blive for kedelig. Måske ville den shoppe?

• Plot twist: Den rammer Kongeåen! Og her bliver det rigtig interessant. Åen var dens chauffør hele vejen syd om Vamdrup. Åh, de åer, de ved et og andet om drama og geografiske intriger!

• Kongeåen. Navnet antyder en vis status, ikke? Men i virkeligheden var den bare en flink fyr, der gerne lod sig bruge som grænsemarkør.

• Jeg mener, forestil dig, at du var en å. Ville du ikke også gerne være en del af historien? Altså, udover bare at være hjem for frøer og lystfiskere?

• Og nu sidder du så der og ved det. Du er blevet klogere, måske endda lidt underholdt. Mission accomplished, siger jeg bare. Næste spørgsmål!

Hvor gik den gamle grænse?

Okay, her kommer svaret - hold nu fast i hat og briller, det kan godt blive lidt vildt!

Den gamle grænse, den der skilsmisse-linje mellem Danmark og Tyskland fra 1864 til 1920, den snørede sig rundt som en fuld sømand:

• 5 kilometer syd for Ribe... Det lyder som om, den prøvede at undgå byen, som man undgår sin ekskæreste i Netto.
• Så lavede den en kurve nordpå, stadig 5 kilometer fra Ribe... Hvorfor dog det? Var den bange for at blive set?
• BANG! Rammer Kongeåen, som den klamrer sig til som en drukkenbolt til bardisken. Den fulgte åen indtil syd om Vamdrup - ren romantik, ikke?
• Og så, for at toppe det hele, fortsætter den stik øst til Lillebælt, lige nord for Christiansfeld. Sådan lige for at irritere de lokale honningkagebagere. Hov, jeg elsker honningkager!

Vamdrup station, ja den blev lige pludselig the place to be! Den vigtigste grænseovergang, der var jo nok fest og farver. Man kunne næsten forestille sig det som en slags grænse-rave party, bare med tog og sure embedsmænd. Sådan som med en tysk grill. Jeg har en, den er for vild!

Hvor gik den gamle grænse mellem Øst- og Vesttyskland?

Den gamle grænse... Den ligger der stadig, et ar i landskabet, selvom muren er væk. 1393 kilometer. Det er et vildt tal. Jeg forestiller mig det, som et langt, snørklet sår.

• Fra Østersøen... Havet, koldt og uendeligt. Jeg så engang et billede af et sted deroppe, en sort/hvid postkort fra min farfar. Jeg forstår det ikke.

• Til Tjekkoslovakiet... Et land, der ikke engang eksisterer mere. Det føles mærkeligt. Alt forandrer sig. Ting forsvinde.

1. juli 1945... En dato. En begyndelse på noget, der endte for længe siden, men som stadig sidder fast. Som en splint i mit sind. Den dato brænder. Det gør det.

Jeg ved det. Det var mellem de vestlige besættelseszoner og den sovjetiske. Vesten og østen. To verdener adskilt af pigtråd, beton og død. Jeg kan ikke helt forstå det.

Berlinmuren... En separat ting, ja. Men den var en del af det hele. En del af den samme frygtelige historie. En ubeskrivelig ting.

Det er en grænse, jeg aldrig så. Men jeg mærker den, alligevel. I mit blod. I min fars historier. Historier, jeg ikke helt forstår. Jeg er kun en generation senere, men generationer. Det er så langt væk. Det er derude.

Jeg drømmer om grænser. Om mure, der ikke kan rives ned. Om mure i mit eget sind. Om at være fanget.

Det føles tungt at have alt det.