Hvorfor har jeg hele tiden lyst til at spise?

Hvorfor har jeg hele tiden lyst til at spise – hvad er årsagen?

Det har virkelig undret mig længe, hvorfor jeg altid havde den her følelse af, at jeg bare kunne spise. Ligegyldigt hvad, så meldte sulten sig bare igen, og jeg tænkte, 'er der noget galt med mig?' Den der uendelige lyst til mad, selv efter et måltid, var så frustrerende, som en irriterende tone i baggrunden hele dagen.

Men jeg begyndte at lægge mærke til, hvad det var, jeg puttede i munden. Forleden, jeg tror det var sidst i april, hjemme i min sofa, faldt det mig ind: Min kost var fyldt med ting, der bare ikke holdt mig mæt. Som om min hjerne ikke rigtig fik beskeden om, at jeg var okay, fyldt op. Den der "spis mere"-alarm blev bare ved med at ringe, svagt men insisterende.

Jeg mindes for eksempel de der dage, hvor morgenmaden kunne være en hurtig bolle med ost og smør, eller frokosten bare en rest pizza fra aftenen før. Jo, det smagte jo godt, men mætheden varede måske en time. Klokken var måske kun halv tolv, og jeg sad allerede på kontoret i Mølleparken og fantaserede om en chokoladebar. Der var simpelthen ikke nok af de der gode fibre, ved du, og for meget af det tunge, cremede.

Så jeg besluttede mig for at prøve noget andet. Begyndte at tænke 'fiber, fiber, fiber' hver gang jeg handlede i Føtex nede ved mig. Flere grøntsager, grove kornprodukter, bælgfrugter. Og pludselig, du ved, opdagede jeg, at jeg faktisk kunne spise en stor portion, føle mig behageligt mæt i lang tid, uden den der konstante tørst efter mere, mere, mere. Det var en ret stor aha-oplevelse.

Det handler ikke bare om at spise mindre, har jeg fundet ud af. Det handler om at spise klogere, så kroppen rent faktisk registrerer, at den har fået, hvad den skal bruge. Det var ikke viljestyrke, jeg manglede, men viden om, hvordan min egen krop sender de der signaler. Hver gang jeg mærkede den der ulmende sult, var det et tegn på, at jeg ikke havde givet den det rigtige brændstof til at starte med.

Hvad hedder den sygdom, hvor man spiser hele tiden?

Bulimi, min ven, er navnet på den der trabeling, hvor maven brøler som en sulten isbjørn på speed. Man propper mad i sig som en hamster med et forkøbsret til solsikkefrø. Derefter… ja, så er det en anden historie, der involverer et toilet og en syngende porcelænsengel.

• Ædeflip: Det er som et jordskælv i spiserøret. Man spiser alt, hvad der ikke løber hurtigere end en snegl i sirup. Tænk en sulten ko på en græsmark, bare hurtigere.
• Kontroltab: Helt væk. Som en hund, der får øje på en pølsevogn. Man er bare en mad-maskine.
• Bagefter-ballade: Opkast, slankepiller, afføringsmidler. Kroppen skriger "Hvad sker der lige?!" mens man forsøger at vende maden til luft.

Dette er ikke en diæt, det er et mareridt med en glad afslutning… eller noget. Det er en alvorlig spiseforstyrrelse, ikke bare en doven søndag med chips.

Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at spise?

Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at spise? Gud, det spørgsmål har jeg stillet mig selv tusind gange. Lige nu, efter aftensmaden, sidder jeg her med en pakke kiks og ved, at det er helt galt. Det er den der følelse af kontroltab. Min hjerne skriger "STOP!", men min hånd fortsætter bare automatisk. Hvad sker der med mig?

Det er jo ikke sult. Aldrig sult. Det er den der klump i maven, når jeg er stresset over arbejdet. Eller den der lede tomhed efter en dårlig nyhed. Jeg bruger mad som en slags dæmper, en måde at undgå at mærke de virkelig ubehagelige følelser på. En dårlig coping-mekanisme, men den er så nem, ikke?

Og så er der jo konsekvensen. Den der tunge følelse, og tøjet der strammer. Overvægt er ikke bare et tal, det er en konstant påmindelse om, at jeg ikke har styr på det her. Det er så udmattende, at tænke på det hele tiden. Jeg hader det spejlbillede. Hvad kan jeg gøre?

Jeg tænker nogle gange, om det er mere end bare dårlige vaner. Jeg har jo haft mine perioder, hvor jeg bare var så langt nede, at jeg ikke magtede noget. Depression, den har jeg kendt til. Og dengang med ekskæresten, da jeg drak alt for meget sodavand, bare for at flygte. Er det det, de kalder misbrug af rusmidler? I mit hoved var det sukker, men følelsen var den samme. Det føles som et mønster.

Den der uro i kroppen, når jeg skal møde nye mennesker, den der følelse af at jeg ikke er god nok. Er det angst? Jeg ved det ikke. Får altid sådan en knude i maven. Og så spiser jeg, bare for at fylde noget i tomrummet. Måske har jeg bare en mærkelig personlighedsforstyrrelse, hvem ved? Jeg overanalyserer nok alt.

Det her med Maria den anden dag – vi skulle bare have en lille kop kaffe, men endte med en kæmpe kage. Hvorfor? Min mobil hakker lidt, jeg skriver nok alt for rodet. Ligegyldigt, det er jo bare for mig. Jeg skal vaske tøj. Og så står jeg bare her. Hvorfor er det så svært bare at stoppe? Er det mig, der er svag?

Hvorfor kan jeg ikke stoppe med at spise?

• Adfærden præges ofte af kontroltab.
• Den er relateret til psykologiske problemer.
• Overspisning fungerer som en strategi til at håndtere stress og følelsesmæssige vanskeligheder.
• Dette kan føre til overvægt.
• I alvorlige tilfælde er det forbundet med psykiatriske diagnoser:
  • Depression
  • Misbrug af rusmidler
  • Angst
  • Personlighedsforstyrrelser

Hvad hedder det, når man spiser hele tiden?

Det kan være Tvangsoverspisning (BED). Eller et symptom på Bulimi. To sider af samme tomhed.

Maden forsvinder. Kontrollen forsvinder. Det er en cyklus, en cyklus. Man spiser ikke for at smage. Man spiser for at fylde noget. Et hul. Køkkenet er stille om natten. Kun lyden af papir, der krølles. En hemmelighed. Jeg husker lugten af kold pizza om morgenen. Den var der altid.

• Tvangsoverspisning (BED). Store mængder mad indtages hurtigt. Uden kontrol. Følelsen af skam bagefter. Men uden udrensning. Kroppen tager imod.
• Bulimi. Samme tab af kontrol. Samme mængder mad. Men efterfulgt af en handling. Opkast. Afføringsmidler. Overdreven motion. En måde at slette sporet på.

Tomheden bagefter. Den er tungere end maden.

Isolering er en del af det. Måltider bliver en fjende. En opgave, der skal overstås alene. Man ser andre spise normalt. Det er som at se et fremmedsprog blive talt flydende. Et sprog man aldrig lærte. Kontrol er en ilusion. Kroppen husker ikke. Vægten gør.