I hvilket tidsrum må man larme?

Hvornår må man egentlig larme? Det spørgsmål har jeg virkelig tumlet med, især den seneste tid. Jeg elsker roen om natten, den dybe, søde ro, der bare inviterer én til at falde i søvn. Det er simpelthen så frustrerende, når man ligger og forsøger at finde drømmeland, og så pludselig hører man naboens højlydte fest – eller værre, den der konstant bankende, rytmiske støj fra en reparation, der åbenbart aldrig slutter. Efter klokken ti? Kom nu, altså.

08-17 for almindelig støj, det lyder jo okay, ikke? Men weekenderne… Ah, weekenderne! Det er jo til at slappe af i, til at nyde lidt liv, lidt frihed. Jeg husker engang, jeg ville lave en lille havefest, bare familie og tætte venner, lidt hyggelig musik og latter. Men så slog det mig, 40 dB… Er det overhovedet nok til lidt latter og sjov i haven? Jeg ville jo ikke genere nogen, men alligevel…

40 dB – den støjgrænse lyder virkelig stram. Jeg har prøvet at forestille mig, hvor stille det egentlig er, og det er jo nærmest kirkegårdsstille! Husk du, den gang min lillebror sprang på trampolinen med så meget energi, han næsten fløj? Det var en vidunderlig lyd, fuld af liv og glæde – og helt sikkert over 40 dB. Skulle vi forbyde sådan en spontan udbrud af glæde? Det føles lidt strengt, synes jeg, ja. Måske burde der være mere plads til hverdagens lyde, til den naturlige larm af et livligt kvarter, uden at det føles som om man lever med en konstant frygt for at bryde en lydlov. Det er bare ikke rart at føle sig konstant under pres. Jeg ved ikke… man skal jo også have plads til at leve.