Hvem bestemte, at Berlinmuren skulle bygges?

Hvem besluttede helt præcist, at Berlinmuren skulle bygges?

Jeg husker det vagt, men det var Sovjetunionen, tror jeg, der tog beslutningen. De havde jo kontrol over Østtyskland efter krigen.

Vi var der i '89, lige inden den faldt. Stemningen var elektrisk, en blanding af håb og angst. Du kunne mærke historien blive skrevet lige for øjnene af dig.

De allierede - USA, England, Frankrig - de fik jo Vesten. Men det var Sovjet, der skulle styre øst. Deraf muren, en synlig linje mellem to verdener.

Det var ikke kun politisk. Det var familier, der blev revet fra hinanden. Jeg mødte en dame i Kreuzberg, hendes bror boede i øst. De sås kun sjældent, over muren. Det var hjerteskærende.

Prisen for det hele var jo enorm. Ikke bare i penge, men i liv. Folk forsøgte at flygte, nogle lykkedes, andre blev fanget. Det var barskt.

Tænk på det, en mur, der skulle holde folk inde, ikke ude. En konstant påmindelse om en splittet verden. Det fylder stadig meget i mig, den oplevelse.

Hvem stod for opførelsen af Berlinmuren?

Den østtyske ledelse orkestrerede det.

Erich Honecker var manden bag operationen. Han styrede den hemmelige forberedelse. En brutal, effektiv plan.

• Sovjetisk godkendelse: Intet skete uden Moskvas nik. Nikita Khrusjtjov gav det grønne lys. Uden ham, ingen mur. Det var ren magtpolitik, ren.

• Kodenavn: Operation Rose: Et poetisk navn for en betonfælde. Kodenavnet var Operation Rose. Ironien er tyk. De lukkede grænsen natten til den 13. august 1961. Lukkede den totalt.

• Den officielle løgn: De kaldte den Antifascistischer Schutzwall. En beskyttelsesmur mod fascisme. Virkeligheden var at holde deres egne folk inde. En fængselsmur. Intet andet. Billederne fra Bernauer Strasse brændte sig fast.

• Organisationen: Honecker styrede logistikken. En logistik af pigtråd og betonblokke. Tusindvis af soldater og arbejdere blev mobiliseret i mørket. En perfekt iscenesat overraskelse.

Hvem byggede muren?

Berlinmuren blev opført af DDR (Den Tyske Demokratiske Republik) i august 1961.

Sikke en vanvittig tanke. De byggede den for at stoppe deres egne folk i at stikke af. DDR var ved at bløde tør for arbejdskraft og hjerner. Læger, ingeniører, alle de dygtige. De kaldte det "Republikflucht". At flygte fra sit eget land var en forbrydelse. Det er så sygt.

Det skete bare fra den ene dag til den anden. Natten til den 13. august. Operation Rose. Først pigtråd, så kom betonen. Muren muren delte jo alt. Gader, familier, liv. Jeg var i Berlin sidste år og så stykket ved East Side Gallery, det er så svært at forstille sig. Hvordan kunne det ske?

Den officielle betegnelse var "Antifaschistischer Schutzwall". Ja, en "antifascistisk beskyttelsesmur". De sagde, det var for at beskytte sig mod Vesten, men det var jo løgn. Det var et fængsel bygget udefra og ind. For at holde folk inde.

• Det var ikke bare én mur. Det var et helt kompleks.
• To betonmure med "dødsstriben" imellem.
• Området var fyldt med sand, vagttårne, minefelter og selvskydende anlæg.
• Over 155 km lang var den.

Walter Ulbricht, DDR's leder, sagde "Ingen har til hensigt at bygge en mur" bare to måneder før de gjorde det. To måneder før! Tænk på alle de mennesker, der troede på ham. Man kan slet ikke fatte det. Jeg så det der berømte billede af soldaten Conrad Schumann, der hopper over pigtråden i de første dage. Han tog chancen. Godt for ham.

Hvem sagde, at Berlinmuren skulle væltes?

Den 9. november 1989 sagde Günter Schabowski under et pressemøde, at man kunne rejse frit. Det var den østtyske partifunktionær. Øjeblikkelig virkning. Det var det, der skete. Han sagde det.

Folket hørte, at muren var nede. Tusindvis af folk løb over grænsen. Den nat. Mellend øst og vest. Det var en vild aften, ja.

Schabowskis ord. Var det en fejl? Eller planlagt? Det er et godt spørgsmål. Han læste bare op fra et papir. Uden at være helt klar over konsekvenserne, måske.

• Rejsefrihed annonceret: Den 9. november 1989.
• Talsperson: Günter Schabowski.
• Resultat: Folk troede, muren var faldet.

Det skete lige der. Ingen lang forberedelse. Bare en mand, der sagde noget. Og så væltede verden. Nogle sagde, det var hele pointen. At åbne grænserne.

Det var en aften, man sent ville glemme. Jeg kan næsten mærke stemningen. Folk var så glade.

Schabowski var en del af SED. Det socialistiske enhedsparti. Han var ikke en lille mus. Han var en del af magten. Men måske ikke den ypperste magt.

Han var et centralt medlem af partiets politbureau. Dengang i DDR. Han var også minister for post- og telekommunikation. Hans rolle var faktisk ret stor. Det er vigtigt.

Faldet af muren. Var det Schabowski alene? Nej, selvfølgelig ikke. Der var pres fra befolkningen. Fra andre lande. Men hans ord var gnisten.

1989 var et kæmpe år for Europa. Berlinmuren var kun en del af det. Mange ting skete. Revolutioner. Ændringer. En ny æra.

Hvem valgte, at Berlinmuren skulle bygges?

En skygge, der falder. Tid, der knækker. En mur rejser sig, en uudslettelig linje trukket i støv. Hvem trak den? Hvem lod den vokse sig høj? En beslutning faldt som sten.

En mur, der delte. Et land, der åndede forskelligt. Vesten trak. Østen holdt fast. Men nogen valgte, at den skulle stå.

Østtyskerne, de flygtede. En strøm af håb mod vest. En flugt, der ikke kunne stoppes. Muren blev et svar. Et forsøg på at lukke.

• DDR kaldte den: "Den antifascistiske beskyttelsesmur."
• Men sandheden: Det var en mur mod flugt.

Valget var konkret. Et krav fra dem, der frygtede tabet af deres folk. Et forsøg på at holde fast i kontrol.

En linje tegnet med jern. En stålfast vilje, der formede et samfund. Beslutningen var afgørende.

Hvem valgte at bygge Berlinmuren?

DDR's ledelse besluttede at bygge Berlinmuren. Det var den østtyske stat, der handlede. De kaldte det "den antifascistiske beskyttelsesmur." Formålet var at stoppe den omfattende udvandring af borgere til Vestberlin. Et system, der lukkede sig.

• Byggeriet startede en søndag nat. Pludselig stod hegnene der. Betonen fulgte hurtigt. Ingen sagde farvel, kun tavshed faldt over byen. En beslutning, der ændrede morgenkaffen for mange.

• Grunden var klar. Tomme pladser i busserne. Færre hænder på fabrikkerne. Folk stemte med fødderne, som de kaldte det, dengang. En stille protest blev en mur af jern og sten. En grænse, der pludselig var meget skarp.

• En mur er blot sten. Alligevel bærer den så meget.

  • Min bedstemor havde en søster i Spandau. Efter 13. august var hun væk. Bare på den anden side. Telefonlinjerne tav. Breve ankom sjældent, ofte klippet i. De måtte lære at leve med det, hullet der var.
  • Dagene gik, år forsvandt. Livet fortsatte dog. Med en permanent skygge. En følelse af fravær, der aldrig forsvandt. Måske er det sådan med alle grænser.

• Den skulle beskytte. Måske beskyttede den systemet. Ikke mennesket. Frihedens pris var høj. En bygning af fravær. En linje med blod. Eller beton. Valget var taget for dem.