Hvornår er man grandonkel?

Grandonkel… det ord klinger lidt støvet, ikke? Lidt som noget fra en gammel sort-hvid film. Min fars onkel… det er jo meget nemmere at sige, ik’? Og alligevel, der er noget ved ordet “grandonkel”, der rummer en særlig… jeg ved ikke… en aura af noget fortidigt, noget vigtigt.

Jeg tænker på min egen grandonkel, Onkel Jørgen (eller grandonkel Jørgen, hvis jeg nu skal være helt korrekt, haha!). Ham så jeg jo ikke så tit. Han boede langt væk, oppe i Jylland et sted. Men når han kom på besøg, var det altid noget særligt. Han havde altid bolsjer i lommen, og han fortalte de vildeste historier. Engang fortalte han om dengang han var dreng, og… nå ja, det er en anden historie. Men pointen er, at det måske ikke var så tit man så sin grandonkel, men når man gjorde, så var det altså en begivenhed. Lidt højtideligt, måske?

Er det så bare et spørgsmål om tradition? At man før i tiden brugte “grand” for at markere respekt? Måske. Man brugte jo også “De” og alt muligt andet. Tænk engang! Det føles bare så stift. Men måske misforstår jeg noget. Måske er der en dybere mening med det? Hmm…

Jeg tror bare, at sprog forandrer sig. Engang var en grandonkel sikkert en meget vigtig person i familien. En man så op til. En man respekterede. I dag er familiestrukturer anderledes. Mere flydende, måske? Jeg ved det ikke. Det er bare mine tanker…

Måske kalder jeg ham bare Onkel Jørgen fremover. Eller måske ikke. Der er alligevel noget charmerende ved det gammeldags ord. Lidt som… ja, som et bolsje fra en grandonkels lomme.

#Familie #Onkel #Slægtning