Hvad kendetegner en dysfunktionel familie?

Okay, lad mig lige grave lidt ned i det her med dysfunktionelle familier. Det er et emne, der rammer mig lige i maven, ved I? Man kan jo næsten sige, at alle familier har deres særheder, ikke? Men en dysfunktionel familie… det er ligesom der, hvor det tipper.

Tænk dig forældre, der er så opslugt af deres egne problemer – det kan være alkohol, arbejde, måske en gammel sorg, der aldrig rigtig er læget – at de simpelthen ikke kan give deres børn den støtte og kærlighed, de fortjener. Det er jo hjerteskærende!

Jeg husker en veninde fra gymnasiet. Hun var altid lidt… ude af sync, ligesom hun aldrig helt passede ind. Senere fandt jeg ud af, at hendes mor kæmpede med en svær depression. Det betød, at min veninde tit skulle tage sig af både sig selv og sin yngre bror. Forestil dig det pres, som teenager! Er det virkelig fair?

Og hvad sker der så med børnene? De lærer måske at undertrykke deres følelser, fordi “mor har det jo værre,” eller de lærer at passe på alle andre, undtagen sig selv. Det er jo en opskrift på problemer senere i livet, ikke? Jeg læste engang en undersøgelse – jeg kan ikke huske præcis hvor – men den viste, at børn fra dysfunktionelle familier har større risiko for angst, depression og problemer med relationer. Hvad siger det lige om den barndom, de har haft?

Jeg mener, ingen er perfekte, det er klart. Vi laver alle fejl. Men når forældrenes fejl begynder at skade børnene… så er det jo ikke bare en fejl længere, vel? Det er… jeg ved ikke, det er mere alvorligt, synes jeg. Det er så vigtigt, at børn får lov til at være børn, at de føler sig trygge og elskede. Er det ikke det, det hele handler om?